Regnskab: Kursreguleringer redder første kvartal for Banknordik

Et lille minus for første kvartal bliver vendt til et plus af kursreguleringer for Banknordik, hvis nedskrivninger på udlån er vokset markant efter en ny vurdering.

Positive kursreguleringer på 22 mio. kr. - mere end i hele 2012 - sikrede Banknordik overskud i årets første kvartal, på trods af at banken efter en revurdering af visse udlån måtte skrue markant op for nedskrivninger.

De gik fra 19 mio. kr. i første kvartal af 2012 til 55 mio. kr. i år, hvilket gav et driftsresultat før engangs- og sektoromkostninger på 10 mio. kr. - og et resultat på -8 mio. kr. før skat, uden kursreguleringerne på de 22 mio. kr., der sikrer et resultat på 13 mio. kr. før skat.

Sidste år tjente banken 10 mio. kr. før skat i første kvartal.

”Resultatet i årets første kvartal blev nogenlunde som forventet i lyset af den skærpede konkurrence, det lavere udlån og sæsonudsving i nogle af vores indtægter,” skriver Janus Petersen, koncernchef i BankNordik, i regnskabsmeddelelsen, hvor man også gør klart, at man anser første kvartals nedskrivninger for ekstraordinært store:

"Efter fornyede vurderinger af visse kategorier af udlån, særligt til private kunder, foretog BankNordik nedskrivninger på 55 mio. kr. i første kvartal. På grundlag af en samlet vurdering af udlånenes sammensætning og sikkerhed forventer Banken imidlertid fortsat, at nedskrivningerne i 2013 som helhed bliver på samme niveau som i 2012, hvor de udgjorde 115 mio. kr. Det forudsættes, at der ikke sker en forværring af samfundsøkonomien," lyder det i regnskabet.

Bankens udlån er faldet ca. en halv milliard tilbage i forhold til samme skæringspunkt i 2012, og er nu på 10,8 mia. kr., mens indlånet ligger fladt på 12,8 mia. kr.

Solvensen lander i lighed med sidste år på 14,9 pct., mens behovet er på 8,6 pct. Banken forventer fortsat et resultat før kursreguleringer og skat på 130-160 mio. kr. mod 102 mio. kr. i 2012.

 

Opdateret

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også