"Illikviditet, indlåsningseffekt, små serier!"

De ord bruges ofte, når banker og realkreditinstitutter skal forklare, hvorfor de ikke med det samme sender nye obligationer ud, når kurserne stiger. I fredags var den toneangivende realkreditobligation, den 30-årige 3 pct. obligation så tæt på kurs 100, at man både i Nordea Kredit og Realkredit Danmark gjorde sig klar til at sende en ny 2,5 pct. variant ud.

Ved enkelte handler rundede kursen faktisk 100, men da børsen lukkede, var gennemsnitskursen, der er afgørende for, om en obligation fortsat kan være i spil eller ej, omkring 99,70.

Fornyet optimisme

Fredag kom der positive arbejdsløshedstal fra USA, og det skabte fornyet optimisme og aktiestigninger. Samtidig faldt obligationskurserne. Mandag er kursen på 3 pct. obligationen ca. 99,20.Men hvorfor benyttede realkreditinstitutterne sig ikke af kurseuforien i fredags og høvlede 2,5 pct. obligationer ud?

Svaret er, hvad man kalde: Simon Spies-effekten.

Ifølge interne beregninger i Realkredit Danmark ville en 2,5 pct. obligation have fået en kurs på 95,8.

"Det var den teoretiske kurs, da 3'eren var på sit højeste. Ved dagens slutning var den teoretiske kurs 95,3. Og selv om det er en fornuftig kurs, skal der ingenting til for, at den kan falde yderligere. Det giver derfor ingen mening at udstede en ny obligation, når man har en anden og bedre vare på hylderne," siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig, til epn.dk.

Bestemmer kursen

Tilbage til den nu afdøde rejsekonge, Simon Spies. Da han var på sit højeste, investerede han kraftigt i danske obligationer - ikke mindst i statsobligationer. Ved flere lejligheder ejede han hele eller store dele af bestemte obligationsserier. Dermed kunne han og andre store investorer mere eller mindre bestemme kursen på de obligationer, hvis der kom købere.

Og hvis store investorer stiller urimelige kurskrav, rammer det både andre investorer og låntagere. Fænomenet var mere udbredt i 1970'erne og 1980'erne, men det er et element, banker og realkreditinstitutter fortsat fokuserer meget på, understreger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

"Når der kommer en ny obligation på markedet, oplever vi ofte, at hovedparten af den aftages af en eller flere større investorer - typisk pensionskasser. De er måske ikke interesseret i at sælge lige med det samme, og det kan betyde, at en boligejer kan opleve en atypisk kursdannelse, hvis vedkommende vil indfri sit lån evt. i forbindelse med en konvertering," siger Lise Nytoft Bergmann.

Meget opmærksomme

Hun mener, at der er obligationsserier, hvor kurserne er lidt højere end den reelle markedsværdi.

"Det er færre end tidligere, men vi er meget opmærksomme på det. Vi har et hensyn at tage både til investorer og låntagere. Investorerne foretrækker at have få, men store obligationsserier. Det giver en sikker kursdannelse, og det kommer boligejerne til gode. De er jo afhængige af, at obligationerne er attraktive for investorerne."

Ingen af de store toneangivende 30-årige obligationsserier er ramt af indlåsningseffekten. Christian Hilligsøe Heinig påpeger dog, at der kan være en lille risiko ved 3 pct. obligationen uden afdrag. Den er med sine 13,5 mia. noget mindre end eksempelvis 3,5 pct. obligationen uden afdrag. Den er på ca. 57 mia. kr.

"Reelt betyder det ikke så meget, men vi kan ikke udelukke, at der kan være en lille risiko for indlåsning," siger Christian Hilligsøe Heinig.

Boligejerne behøver dog ikke frygte, at blive låst helt fast. Realkreditinstitutterne sørger hele tiden for selv at have et lille lager af obligationerne, så der kan foregå en fornuftig handel. Og siden man i 1990'erne fik lavet overgangsregler for inkonvertible obligationer, er ingen boligejere for alvor kommet i klemme.