Udenlandske finanshuse dumper Koldings Q1-regnskab

Danske Banks regnskab for første kvartal imponerer ikke blandt de internationale finanshuse, der følger bankens aktie.
Af /ritzau/FINANS

"Markedet kan ikke blive ved med at ignorere de svage fundamentale forhold på Danskes hjemmemarked for evigt," skriver det tyske finanshus Berenbergs analytikere i en umiddelbar kommentar til regnskabet.

"Vi tror, at kerneindtjeningen før nedskrivninger vil fortsætte med at være svag, og at der kan være en lang hale af nedskrivninger i vente i Danmark," lyder det fra japanske Nomura.

Danske Banks overskud før skat blev med 2246 mio. kr. en del svagere, end analytikerne havde forudset. Konsensus i markedet var ifølge en prognose fra SME Direkt et overskud på 2601 mio. kr. før skat.

Analytikerne hæfter sig dels ved, at handelsindtægterne skuffede med 1775 mio. kr. mod ventet 2332 mio. kr., men mere bekymrende er det, at nettorenteindtægterne viste et fald til 5452 mio. kr. fra 5650 mio. kr., hvilket var et betydeligt større fald end forudset.

"Danske Bank er en af de banker, der har talt allermest højlydt om at genprise sin lånebog. Problemet er, at det aldrig viser sig i nettorenteindtægterne," skriver Berenberg-analytiker Nick Anderson.

Omsætningen skuffer

"Det er uklart, præcis hvorfor omsætningen skuffer. Men det er lige meget. Det viser, at en strategi baseret på vækst ikke kan levere," skriver Anderson.

Han er også skeptisk over for udmeldinger fra banken om, at der sandsynligvis vil blive betalt udbytte i nær fremtid.

"Vi mener, at det afleder opmærksomheden fra det virkelige problem med indtægter og svag kapital," skriver han og sammenligner bankens kommunikation med

Hollywood-filmen "Wag the Dog", hvor en præsident opfinder en fiktiv krig for at aflede offentlighedens opmærksomhed fra en potentiel skandale.

Anderson fastholder sin salgsanbefaling af Danske Bank, og heller ikke Nomura opfordrer til at købe ind i den danske bankaktie.

"Vi vil gerne eje aktier, der giver udbytte, har mulighed for en forøgelse af den indre værdi eller har potentiale for at blive værdisat højere, og i en europæisk kontekst passer Danske Bank ikke ind her," skriver Nomuras analytikere, der har en "reducer"-anbefaling af aktien.

Danske Banks aktie ligger ved middagstid på regnskabsdagen omkring 2,5 pct. lavere i kurs 106,3.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også