Analyse: Begrænset priskonkurrence blandt bankerne

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen peger i en ny analyse på, at danske banker fokuserer meget på rådgivning og lidt på pris, når de konkurrerer om privatkunderne.
Foto: NIELS HOUGAARD, jp
Foto: NIELS HOUGAARD, jp

De danske banker konkurrerer ikke nok på prisen, lyder det fra Konkurence- og Forbrugerstyrelsen i en ny rapport offentliggjort her til morgen.

"Kun 16 procent af bankerne vurderer, at ”gebyr- og rentesatser” er vigtige konkurrenceparametre. Omvendt mener næsten 80 procent, at ”relationen mellem kunde og rådgiver” er vigtig, og næsten halvdelen vurderer, at ”rådgivning” og ”image” er vigtige parametre," står der i en pressemeddelelse fra styrelsen.

I analysen ”Konkurrencen på bankmarkedet for privatkunder” skriver styrelsen, at forbrugernes adfærd er en del af forklaringen på, at priskonkurrencen kan blive mere effektiv.

"Få indhenter flere lånetilbud, forhandler om priser og vilkår eller skifter bank. Analysen viser, at en gennemsnitsfamilie kan spare omkring 24.000 kroner om året ved at skifte fra den dyreste til den billigste bank".

Søndagsåbent i bankerne...her er Konkurrencestyrelsens anbefalinger 

Vilhelmsen vil styrke privatkunder overfor bankerne

Vil gavne forbrugerne

Analysen anbefaler en række tiltag, som kan give forbrugerne et bedre grundlag for at udfordre bankerne og opnå de bedst mulige priser og vilkår. 

I pressemeddelelsen skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at den anbefaler, at "der udvikles læringsforløb om bankmarkedet online, at bankerne gør information til kunderne nemmere at læse og forstå, og at ”god-skik reglerne” ændres, så det står klart, at bankens ekspedienter kun vejleder om og sælger bankens egne produkter."

”Der er et stort potentiale for at styrke priskonkurrencen på bankmarkedet. En skarpere priskonkurrence vil øge bankernes fokus på at holde omkostningerne nede. Det vil gavne forbrugerne," siger Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens direktør, Agnete Gersing.

”Forbrugerne spiller en vigtig rolle for konkurrencen på bankmarkedet for privatkunder. Ved at søge efter og sammenligne tilbud, forhandle om priser og vilkår og være villig til at skifte bank kan de lægge pres på bankerne," fortsætter hun.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også