Cevian køber stor del af Realdania-post

Det var den svenske kapitalfond og Danske Bank-storaktionær Cevian, der købte en stor portion af de Danske Bank-aktier, Realdania solgte onsdag.
AF RITZAU FINANS

Det oplyser Cevians topchef Lars Förberg i en e-mail til Bloomberg.

Cevian, der investerer i Danske Bank sammen med den amerikanske aktionær-aktivist Carl Icahn, har øget sin ejerandel til "mere end 9 pct.", hvor fonden tidligere ejede 5,07 pct. ifølge det senest oplyste.

Cevian har ikke udsendt en storaktionærmeddelelse via fondsbørsen, hvilket er lovpligtigt, hvis en aktionær krydser grænser på 5, 10 etc. pct. af den samlede aktiekapital.

Cevian oplyser til Bloomberg, at fonden nu er næststørste aktionær i Danske Bank, kun overgået af A.P. Møller - Mærsks post på mere end 20 pct.

Ingen kommentarer

Förberg afviser at kommentere, hvorfor Cevian har øget sin beholdning af Danske Bank-aktier. Men i 2011, da Cevian første gang købte op i Danske Bank, oplyste han, at Cevian typisk har en investeringshorisont på tre til syv år.

"Vi investerer kun i få selskaber ad gangen. Det betyder, at vi kun har meget få selskaber i vores portefølje og kan være meget engagerede. Men dialogen om,
hvor vi mener at et selskab skal hen og hvad der skal gøres, den ønsker vi at have med ledelsen og bestyrelsen i de selskaber, vi investerer i," sagde Lars Förberg til Ritzau Finans.

"Vores investeringsbeslutninger træffes ud fra, hvor vi kan få et godt risikojusteret afkast over den tidshorisont," forklarede han.

Ikke længere storaktionær

Efter storudsalget på 52 mio. aktier ejer den almennyttige fond Realdania under 5 pct. af aktierne i Danske Bank, fremgik det onsdag af en meddelelse fra banken.

Realdania ejer nu 49,6 mio. aktier i Danske Bank. svarende til 4,91 pct. af aktiekapitalen, og dermed kan Realdania ikke længere betragtes som storaktionær. Før salget ejede Realdania 10,07 pct. af aktierne.

Aktierne blev afregnet til 105 kr., hvilket i forhold til slutkursen tirsdag svarede til en rabat på 5,7 pct. til køberne. Salget pressede Danske Bank-aktien onsdag, hvor den lukkede i 106,10 kr., et fald på 4,7 pct.

Torsdag formiddag retter kursen sig noget, idet aktien stiger 1 pct. til 107,2 kr.


/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også