Regnskab: Sparekasse øger udlån med 15 pct.
Der er tilfredshed over hele linjen i Borgbjerg Sparekasse, hvor ledelsen kan konstatere et overskud på 6 mio. kr. før skat mod 965.000 kr. i 2011.
Det markant bedre resultat skyldes både en stor vækst i udlånet, som er steget 15 pct. til 253 mio. kr. og at sparekassen har sat renten op to gange i løbet af året.
"Sparekassen har ændret rentesatser to gange i det forgangne år. Det er imidlertid vigtigt at bemærke, at stigningen i renteindtægterne i høj grad skyldes udlånsvækst og at vores byggelån, som er kendte for den lave rente, har ligget på et lavere niveau i 2012 end året før," skriver ledelsen i regnskabet og fortsætter:
"På gebyrsiden skyldes stigningen i høj grad ekstraordinær stor aktivitet med låneomlægning i specielt 1. halvår af 2012 og stor aktivitet på udlånssiden i hele året."
Gebyrer ikke vores skyld
Nettorenteindtægter er steget fra 8 mio. kr. til 9,5 mio. kr. mens netto gebyrindtægter er steget fra 3,5 mio. kr. til 4,4 mio. kr.
Sparekassen understreger dog, at man ikke selv opkræver flere eller større gebyrer, men at indtægterne stammer fra samarbejdspartnere, hvor sparekassen modtager et formidlingsgebyr.
"Det er penge vi tjener, fordi vores kunder er loyale overfor sparekassen og de produkter vi udbyder i kraft af vores samarbejdspartnere," skriver ledelsen.
Borbjerg har et solvensbehov på 10,7 pct. mod en faktisk solvens på 22,7 pct.