Banker kæmper om kunder på golfbanen

Kampen om nye bankkunder er blevet mere intens og målrettet.
AF LARS NIELSEN, epn.dk

Jagten efter de attraktive kunder bliver mere og mere intens. At få fat på en solid kundegruppe er guld værd for bankerne.

Den amerikansk ejede GE Money Bank forsøger nu målrettet at få fat på så mange af 120.000 danskere, der er medlemmer af golfklubber, til at blive kunder i banken.

Det sker via en sponsoraftale med Dansk Golf Union. Aftalen sikrer medlemmerne et gratis Mastercard det første år samt en række rabatter og andre fordele.

Attraktive kunder

"Den kundegruppe passer godt til os. Der er tale om folk med en solid økonomi, de er købedygtige, de rejser meget og bruger kreditkort. Dem vil vi meget gerne have som kunder," siger marketingdirektør i GE Money Bank, Henrik Stork til epn.dk.GE Money Bank betegner aftalen som en sponsoraftale, men reelt er der mere tale om et forretningssamarbejde. For at lave en almindelig sponsoraftale giver ingen mening for GE Money Bank, da banken ikke har erhvervskunder i Danmark.

Lån & Spar

En af de banker, der har størst erfaring med at gå efter udvalgte kundegrupper, er Lån & Spar. Banken, der har bla. fagforeninger og pensionskasser i ejerkredsen, har i dag 37 såkaldte loyalitetsbanker. Den første loyalitetsbank blev etableret i 2002, da Lån & Spar indgik et samarbejde med Politiforbundet.

Det har givet nye kunder, og en af hemmelighederne er netop, at banken kan målrette sin kommunikation og sine produkter meget præcist.

"Ingeniører vil gerne have alting med to streger under, mens man måske skal spille lidt mere på følelserne, hvis man har med sygeplejersker at gøre," siger kommunikationschef i Lån & Spar, Keld Thornæs, til epn.dk.

Af samme grund opgav banken et samarbejde med FDM. Det viste sig nemlig at bilejere er en alt for broget flok til, at det kan lade sig gøre at målrette produkter til dem.

En stor succes

"Det har været en stor succes, og vi har fået flere kunder på den måde. Det er vi ikke i tvivl om. Der ligger en styrke i at kunne give sine kunder præcist det, de har behov for. Vi er også en i høj grad medlemsejet bank, så for os er det yderligere positivt at kunne give vores ejere nogle fordele," siger Keld Thornæs.

Han understreger, at Lån & Spar fortsat arbejder på at udbygge sit net af kunder på den måde.

Samme forhåbning har man i GE Money Bank. Banken har med et vist held markedsført et billigt lån ved navn Privatlån Plus. Laveste rente er 3,95 pct., og den kan man få, hvis man har en meget god økonomi.

Højeste rente på lånet er 9,39 pct. Kunder med en svagere økonomi kan ikke få et sådant lån, og risikerer at skulle betale op til 18,95 pct. på et privatlån.

Nye muligheder

Men det er heller ikke den type kunder, banken går efter med den nye aftale.

"Vi håber da, at folk får øjnene op for, hvad vi ellers kan tilbyde. I den forbindelse, føler vi, at vi står stærkt med vores Privatlån Plus. Det er oplagt for den kundegruppe, vi går efter," siger Henrik Stork.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også