Køberne begynder at snuse til Danske Banks irske mareridt

Danske Bank er så småt begyndt at se lys for enden af tunnelen i Irland. Det bekræfter bankens ledelse i forbindelse med årsregnskabet for 2012.
AF RITZAU FINANS

Faktisk er banken begyndt at kunne se en ende på de prisfald på boligmarkedet, der de seneste år har kostet banken tab på mere end 20 mia. kr. på den irske forretning, som banken med daværende ordførende direktør Peter Straarup i spidsen betalte 10,4 mia. kr. for i 2005.

Danske Bank er langsomt ved at æde sig gennem de 5-7 mia. kr. i nedskrivninger, som banken tidligere har varslet var tilbage. I 2012 har banken nedskrevet 4,9 mia. kr. på sine irske aktiviteter.

I 2013 venter ledelsen, at nedskrivningerne vil falde betragteligt. Det skyldes dels, at banken efterhånden har nedskrevet en stor del af værdien af de irske udlån, men det skyldes altså også reelle forbedringer, understreger ordførende direktør, Eivind Kolding.

"Der er en reel underliggende forbedring, for selvfølgelig har vi ikke afskrevet 100 pct. endnu, og så galt kommer det heller ikke til at gå," siger han.

"Nedskrivningerne har været drevet af faldende ejendomspriser. Nu ser de ud til at have ramt et plateau, og hvis de har gjort det, så stopper vores hensættelser mere eller mindre pr. automatik," uddyber han.

Danske Banks irske problemlån samlet i porteføljen "non-core Irland" er ved udgangen af fjerde kvartal på 29,4 mia. kr. Og faktisk er der enkelte potentielle købere, der er begyndt at vise interesse for lånebogen.

"Der er allerede nu interesserede købere på markedet, hedge funde og andre assets funds, der spekulerer i sådan noget. Jeg er ret sikker på, at det ikke vil være en bank. Men der er mange, der gerne vil se på, om ikke der er en upside om fem til syv år, når det er faldet så meget. Der er ikke så mange, men det er begyndt at ske," siger Eivind Kolding.

Han understreger, at Danske Bank ikke selv har noget ønske om at beholde porteføljen i håb om et nyt irsk ejendomseventyr.

"Vi vil prøve at sælge det, så hurtigt vi kan," fastslår direktøren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også