Rigtig mange løsningsmodeller har været i spil i bestræbelserne på at redde Spar Lolland, men særligt en løsning blev der lagt rigtig mange kalorier i fra ledelsens side. Det erfarer FinansWatch.

Men de interesserede parter sprang fra på stribe og adm. direktør Ulrich Jespersen og den øvrige ledelse i Spar Lolland måtte gå en anden vej i bestræbelserne på at finde en løsning.

Sammen med rådgiverne fra Maj Invest Holding og Bech Bruun strikkede Ulrich Jespersen en plan sammen, der i bedste fald kunne sikre både, at de ”gamle” dele af virksomheden, den klassiske retailbank Spar Lolland med ind- og udlånsaktiviteter i lokalområdet, kunne sælges videre til en ny ejer og derved overleve, mens de to andre ben i Spar Lolland, alle de ejendomsrelaterede udlån samt den tilkøbte internetbank, skulle afvikles i en eller anden form uden større tab for investorerne. Tanken var, at provenuet fra den frasolgte retailbank skulle bruges til at kunne tage tabene i de andre divisioner, så de kunne lukkes ned – eller handles videre – uden en større manko.

ikke nå til enighed

Man kan læse i Finanstilsynets rapport om Spar Lolland, der blev offentliggjort fredag aften, at der forud for et møde med Finanstilsynet den 26. oktober havde været oprettet et datarum, hvor interesserede bydere fik mulighed for at kigge nærmere på den låneportefølje af privat-kunder samt mindre erhvervsdrivende, som Spar Lolland forsøgte at sælge ud af banken.

Det skulle angiveligt have drejet sig om i alt cirka 40.000 engagementer.

Men FinansWatch erfarer, at de interesserede købere trak sig én efter én, fordi de slet ikke kunne nå til enighed med sælger, Spar Lolland, om prisen.

Det var opfattelsen, at der slet ikke var nedskrevet nok på kunderne, og hvis de interesserede købere efter en overtagelse skulle i gang med at nedskrive på engagementerne, så kunne det ikke forsvares at betale up-front for en del af Spar Lollands ellers bedre lånemasse.

Påpasselige

Et regneeksempel kunne være, at Spar Lolland værdifastsatte kunderne til en gennemsnitspris på 2.500 kr. Og 40.000 kunder a 2.500 kr. er 100 mio. kr., som Spar Lolland mente at kundemasse var værd. Det ville endda være en høj pris, for historisk så har køberbankerne i mange tilfælde efterfølgende skulle nedskrive på de kunder, de har købt, hvorfor købersiden er påpasselig med ikke at betale for meget, da man ved, at der efterfølgende kan komme ”ekstra-regninger” i form af nedskrivninger på det tilkøbte.

Og med den viden i baghovedet forlod flere interesserede købere Spar Lollands datarum med en besked til Ulrich Jespersen om, at de ikke kunne skrive en check til ham mod til gengæld at få 40.000 kunder med hjem. De ville såmænd gerne overtage kunderne, men deres regnemaskiner sagde, at det var dem, der skulle have en check af Ulrich Jespersen.

Her lyder det grove regnestykke, at hvis køberne i deres risikoklassificeringer af kundemassen så behov for at nedskrive på måske 8 pct. af kunderne. Men den øvelse mente man, at Spar Lolland skulle gennemføre, inden en overdragelse, hvilket ville betyde, at der skulle nedskrives for 8 pct. af en lånemasse på eksempelvis 3,5 mia. kr., hvilket svarer til en nedskrivning på 280 mio. kr.

Tiltrængte indlånskroner

Spar Lolland var for det første ikke enig i nedskrivningsbehovet, ligesom der heller ikke var kapital i banken til at foretage en sådan manøvre. Alternativet var så, at de interesserede købere skulle betale Spar Lolland for kunderne, og så efterfølgende nedskrive. Men så ville de-facto købsprisen lande på 380 mio. kr., hvis man skulle lægge nedskrivningerne på de 280 mio. kr. over i de 100 mio. kr.

En række parter har også regnet på, om de skulle overtage Spar Lollands internetbank, der i slutningen af 2010 sikrede den tidligere adm. direktør i Spar Lolland, Lynge Thang-Jørgensen, en lukning af det store indlånsunderskud, han havde opbygget.

Men køberne havde svært ved at se, hvorfor Spar Lolland kort før jul i 2010 havde betalt i underkanten af 250 mio. kr. for de 87.000 internetbank-kunder i Eik Bank.

Dengang gav det Spar Lolland 5 milliarder tiltrængte indlånskroner til balancen, men i forhold til driften, så havde de potentielt interesserede bydere i datarummet svært ved at se, hvad de skulle med den kundemasse.

Misforhold

Kundemassen bliver overfor FinansWatch beskrevet som flygtig, og som en kilde formulerer det, ”…så er det svært at se værdien af kunder, der får den højeste indlånsrente og den laveste udlånsrente”.

Der er en meget lille margin tilbage til banken, og hvis man forsøger at justere på dette – set med en bankdirektørs briller – misforhold ”…så er kunden ude af døren i løbet af 4 minutter”, som det formuleres.

Kilder udtrykker overfor FinansWatch undren over, at Lynge Thang-Jørgensen i stedet for at betale cirka 250 mio. kr. for en flygtig indlånsmasse i stedet havde brugt pengene på at tage de tab, som sidenhen kostede banken livet.