Fremtidsforsker forsvarer Danske Banks abonnement og ærlighed

Fremtidsforskeren Jesper Bo Jensen advarer mod, at politikerne blander sig i bankernes mulighed for at indføre gebyrer. Hvis de gør det er det lig med en skjult skat, skriver han i et debatindlæg.

Under overskriften "Gode kunder betaler for dårlige" går fremtidsforskeren Jesper Bo Jensen til forsvar for Danske Bank, som han mener man istedet bør rose for at være ærlige omkring sine prispolitikker.

"Balladen har været enorm, og Danske Bank udsættes for massiv kritik. Regeringspartiet Socialdemokraterne lufter muligheden for at lovgive imod denne form for betaling. Spørgsmålet er blot om det faktisk er rimeligt. I de øvrige pengeinstitutter opkræves der ikke et samlet abonnement for en konto, men derimod en stribe gebyrer på dankort, overførsler, transaktioner på egne konti, skæringskurser samt penge, der først tilskrives kontoen en dag senere, end banken har fået dem. Det er også betaling for at have en konto. Danske Bank står ikke alene, men er prisværdig ærlig i denne sag og fortæller, hvad det faktisk koster at have en konto," skriver han i det debatindlæg i Børsen.

Krydssubsidiering

Fremtidsforskeren peger på, at det vel er rimeligt nok, at en virksomhed tager penge for at dække de omkostninger, der er forbundet med at stille en konto til rådighed for folk.

"Indtil i dag er det blot de gode kunder, der har betalt for de kunder, der ikke genererede indtjening til pengeinstitutterne. I virkeligheden er der i rigtig mange år foregået en krydssubsidiering mellem de indtjeningsmæssige dårlige kunder og de gode kunder. Det sker løbende og vil blive yderligere underbygget, hvis Danske Bank må opgive at gennemføre abonnements-ordninger for konti," skriver han.

Han afslutter sit indlæg med at slå fast, at det vil være uheldigt, hvis der politisk nedlægges et forbud mod gebyrer for at have en bankkonto. Her mener fremtidsforskeren, at et sådant forbud vil være lig med en skjult skat, fordi alle de kunder i pengeinstitutterne, der via deres forretningsomfang - og heraf medfølgende betaling -  sikrer, at bankerne rent faktisk kan få dækket deres omkostninger, dermed er med til at betale for de kunder, der benytter sig af "gratis-ydelserne" i banken.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår