Skønt USA’s største bank, JPMorgan Chase, har indrømmet en række alvorlige fejl og mangler, er der endnu ikke sat punktum for skandalen omkring de risikable investeringer, der indtil nu har påført banken et tab på 6,2 mia. dollars.

For JPMorgan er det heller ikke tilstrækkeligt, at bestyrelsen nu med betydelig forsinkelse forsøger at demonstrere handlekraft ved at halvere den administrerende direktørs løn for 2012.

Jamie Dimons lønreduktion er et mindre smertefuldt smæk over fingrene, skønt han nu i samlet løn og bonus må ”nøjes” med 11,5 mio. dollars, efter at være blevet betalt 23,1 mio. dollars for sin indsats i 2011.

Der er ikke ændret ved den årlige løn på 1,5 mio. dollars, men derimod er den årlige bonus reduceret til 10 mio. Dimon, der længe blev set som førstemanden blandt Wall Street-cheferne, nøjedes med at udtrykke sin respekt for bestyrelsens afgørelse.

I bankerne på og omkring den berømte børsgade blev der torsdag udtrykt overraskelse over bestyrelsens beslutning. Lønnedgangen var kraftigere end ventet, hvilket af mange blev udlagt som et signal om, at medarbejdere længere nede i rækkerne, trods rekordstore overskud i den finansielle sektor, også kan imødese reduktioner for indsatsen i 2012.

Uden skandalen omkring investeringerne, der blev gennemført af bankens London-afdeling, kunne Dimon have set frem til at sætte rekord for den finansielle sektor. JPMorgans overskud for 2012 satte således alle tiders rekord med 21,3 mia. dollars.

Håndfast reprimande

Fra flere sider fremhæves det, at JPMorgan-bestyrelsen ikke kun har ønsket at give Jamie Dimon en håndfast reprimande, men i lige så høj grad har ønsket at imødegå kritikere, der har angrebet, hvad de ser som dens manglende opsyn med bankens daglige ledelse.

Det rekordstore overskud blev fremlagt samtidig med, at banken offentliggjorde en 129 sider lang intern rapport om de risikable væddemål omkring komplicerede credit derivatives, der påførte banken det rekordstore tab.

Rapporten beskriver, hvordan medarbejdere ved afdelingen i London, ledet af Bruno Iksil, der fik tilnavnet London-hvalen, satsede alt på, at markedet ville blive ramt af et større kursfald.

Da udviklingen begyndte at gå den modsatte vej, udtrykte enkelte medarbejdere frygt for, at positionerne ville blive uholdbare. De betegnede dem som "skræmmende", og foreslog derfor, at man gik til bekendelse og afviklede dem, skønt det ville medføre betydelig tab.

Reaktionen blev ifølge den detaljerede redegørelse den stik modsatte, hvor der blev satset endnu større beløb på de komplicerede værdipapirer. Resultatet blev forvridninger i markedet, men i første omgang blev hele affæren afvist som et storm i et glas vand af direktør Dimon.

I maj sidste år måtte han imidlertid træde frem og indrømme, at JPMorgan allerede havde tabt omkring 2 mia. dollars, og at disse tab efter alt at dømme ville blive betydeligt større.

Manglende tilsyn

Rapporten roser Dimon for at have handlet beslutsomt, da han blev klar over, hvor alvorlig situationen var, men den kritiserer også, hvad den ser som hans manglende tilsyn. Dimon og andre topchefer burde have stillet flere og mere kritiske spørgsmål i stedet for blot at acceptere forklaringer, der pyntede på virkeligheden.

Den alvorligste kritik rettes mod de chefer, der havde det direkte ansvar for afdelingen i London. Det gælder frem for alt investeringschefen, Ina Drew, der allerede i maj blev tvunget til at træde tilbage. Siden da er flere af hendes nærmeste medarbejdere enten blevet afskediget eller sat på mindre poster.

Rapporten bliver ikke sidste ord i sagen for en bank, der ellers havde rost sig af sin evne til at håndtere risiko. FBI har indledt en større undersøgelse, idet forbundskriminalpolitiet har mistanke om, at flere medarbejdere skjulte tabene.

Kongressen har også indledt en omfattende undersøgelse. Det er denne undersøgelse, der tvang JPMorgan til at offentliggøre den interne rapport i erkendelse af, at den via Kongressen ville slippe ud til offentligheden.