Svært for bankfolk at finde nyt job

Det er blevet markant sværere for fyrede bankmedarbejdere at finde nyt job, viser en undersøgelse fra Finansforbundet.

Selvom ledigheden blandt finansfolk fortsat er relativt lav med 3 pct., så er det blevet meget sværere for afskedigede medarbejdere at finde nyt job, viser en ny undersøgelse fra Finansforbundet.

I Nyhedsbrevet FInans beskriver formand Kent Petersen undersøgelsens konklusioner som stærkt bekymrende. Tallene viser, at ud af 647 medarbejdere opsagt i perioden september 2010 til august 2012 har 35 pct. fundet nyt job. Det er ni procentpoint færre end i en tilsvarende undersøgelse fra 2010.

"Vores undersøgelse viser, at det tilsyneladende bliver sværere og sværere for vores medlemmer at finde nyt arbejde. Det er stærkt bekymrende, når man ser på det store antal fyringer, der finder sted i sektoren i disse måneder, og på virksomhedernes forventninger til de kommende år”, siger Finansforbundets formand, Kent Petersen til nyhedsbrevet.

Han opfordrer de afskedigede medarbejdere, der har svært ved at finde nyt job, til at kigge uden for finanssektoren efter nyt ansættelsesforhold.

"Finansfolk besidder mange gode kompetencer, som også efterspørges i andre brancher. Det vidner undersøgelsen her jo også om, idet over halvdelen af de opsagte, der er kommet i arbejde igen, har fået job i andre brancher," siger Kent Petersen til Nyhedsbrevet Finans.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer