Regnskab: Stille kvartal løfter Hvidbjerg let

Et overskud på 0,5 mio. kr. før skat i et tredje kvartal, som banken betegner som "årets bedste" retter en lille smule op på resultat for de første ni måneder af 2012 i Hvidbjerg Bank. Bundlinjen viser dog stadig et minus på 9 mio. kr. før skat for hele året.

Med et plus på bundlinjen for tredje kvartal på 0,5 mio. kr. kan Hvidbjerg se tilbage på det, banken selv betegner som det bedste af årets kvartaler.

"For Hvidbjerg Bank har 3. kvartal af 2012 isoleret betragtet været årets bedste. Indtjeningen er fastholdt på et tilfredsstillende højt niveau, selvom der har været en sommerferie ind over. Nedskrivningerne er reduceret – især i forhold til 2. kvartal, og isoleret udløste kvartalet et overskud før skat på 0,5 mio. kr. mod et minus på 0,8 mio. kr. i 1. kvartal og -8,8 mio. kr. i 2. kvartal," skriver banken i sin periodemeddelelse og fortsætter:

"Set i forhold til 1.-3. kvartal sidste år udviser netto renteindtægterne en stigning på næsten 9 pct.. Gebyr- og provisionsindtægterne er steget med 15 pct., og resultatet af den primære drift er steget med 52 pct. Trods manglende lånelyst hos kunderne og omlægning af en del udlån til realkredit, er udlånet fastholdt på næsten uændret niveau. Det kan tilskrives en fortsat pæn tilgang af nye kunder, som også bidrager til en fortsat vækst i indlånet, der er øget med næsten 9 pct."

Den svage forbedring i resultatet betyder, at solvensen i Hvidbjerg ved udgangen af tredje kvartal lå på 13,1 pct., hvoraf 10,1 pct. er kernekapital. Solvensbehovet lander på 9,1 pct.

Og banken forventer fortsat bedring - med forebehold for det faldende udlån, der også plager mange af konkurrenterne.

"Forventningerne til resten af året er uændrede i forhold til udmeldingen efter 1. halvår. Basisindtjeningen forventes fastholdt på et højt niveau i årets sidste kvartal. Dog vil fortsat dalende efterspørgsel efter udlån kunne påvirke indtjeningen i negativ retning. Men en forventet fortsat pæn tilgang af nye kunder vil begrænse effekten af den faldende låneefterspørgsel. Banken forventer derfor en basisindtjening for hele 2012 i niveauet 11-13 mio. kr.," lyder det i regnskabet.

Bankens indlån er over de sidste tolv måneder vokset fra 665 mio. kr. til 724 mio. kr., mens udlånet er faldet en anelse, fra 666 mio. k.r til 657 mio.  kr.

 

Opdateret

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også