Vilhelmsen: Flere bør skifte bank

Som et led i en plan, der skal styrke Danmarks konkurrenceevne, vil erhvervs- og vækstministeren se på, hvad der kan gøres for at få danskerne til at blive mere proaktive på bankmarkedet.
Annette Vilhelmsen | Foto: NIELS HOUGAARD
Annette Vilhelmsen | Foto: NIELS HOUGAARD

Bankerne skal konkurrere mere om danskernes gunst. Det mener erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen, som netop har offentliggjort en række initiativer, der skal styrke konkurrencen i Danmark generelt.

Et af punkterne lyder: Øget konkurrence om privatkunder blandt de finansielle virksomheder.

Ministeren konkluderer at langt de fleste danskere er meget lidt aktive, når det gælder deres finanser, og det er en uskik, mener ministeren.

"Kun få forbrugere er aktive på bankmarkedet. Blot hver tiende dansker har skiftet bank inden for de seneste to år. Knap fire ud af fem kontakter kun én bank, når de skal låne penge og de fleste forhandler ikke om pris og vilkår i banken. Flere kan med fordel skifte bank. Det tager ikke så lang tid som mange tror, og de fleste opnår fordele ved et bankskifte," skriver ministeriet i planen.

Vil se på gennemsigtighed og gebyrer

Ministeren vil arbejde for at bankerne begynder at konkurrere mere om kunderne end tilfældet er i dag, og det er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der skal finde ud af, hvordan dette mål bedst opnås.

Styrelsen skal udarbejde en analyse af bankområdet for privatkunder.

"I analysen ses der blandt andet nærmere på, hvilke konkurrenceparametre, pengeinstitutterne styrer efter – og hvilken betydning det har for konkurrencen på bankmarkedet. Det undersøges også, hvilke udfordringer der eksisterer for, at forbrugerne kan være mere aktive, herunder gennemsigtigheden på bankmarkedet, samt hvilke mulige tiltag, der kan medvirke til at øge konkurrencen," står der i planen.

Analysen forventes at være færdig allerede næste måned, hvorefter regeringen vil tage de nødvendige initiativer for at øge konkurrencen blandt bankerne.

Udover konkurrencestyrelsens analyse vil ministeren og se på konkurrencen på andre finansielle områder, blandt andet gebyrforholdene og forbrugernes muligheder for at skifte udbyder.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også