Regnskab: Dom og Finanstilsyn banker Diba dybt i rødt

Højesterets dom over Diba Bank i sagen om Scandinotes-investeringer har fået banken til at fremrykke sit kvartalsregnskab. Sammen med dommen bidrager Finanstilsynets nye retningslinjer og et besøg fra samme tilsyn til en markant, rød bundlinje på -74,9 mio. kr.

Næsten en måned før tid er Diba Bank netop kommet ud med bankens tal for tredje kvartal. De viser et stort tab, der i høj grad stammer fra samme kilde som hastværket med regnskabet: Bankens nederlag ved højesteret i den første af en stribe sager om de såkaldte Scandinotes- og Kalvebod-papirer.

Dommen er ellers flere steder blevet udlagt som vag, og derfor ikke afgørende for bankers mange andre, lignende retssager.

”Selv om sagerne er meget forskellige, har vi alligevel nu valgt at hensætte et beløb, der svarer til, at alle berørte kunder kompenseres i fuldt omfang – uanset om de har haft lav eller moderat lav risikoprofil på investeringstidspunktet. Og også uden hensyntagen til depotandele, investeringshorisont, afkast mv.”, skriver adm. direktør Petter Blondeau og fortsætter:

”Så uagtet Højesteretsdommen har vi valgt at gå med både livrem og seler, således at vi klart kan melde ud, at vi har hensat et beløb, der svarer til det absolut maksimalt mulige erstatningsansvar i de omhandlede sager," skriver bankdirektør Petter Blondeau i en pressemeddelelse om beslutningen, der beskrives således overfor Fondsbørsen:

"Udsendelse af delårsrapport for 1.-3. kvartal var i henhold til den offentliggjorte finanskalender planlagt til den 22. november 2012, men er fremrykket på baggrund af den nyligt afsagte Højesteretsdom i den såkaldte Scandinotes-sag og efterfølgende vurdering af dommens præmisser og mulige konsekvenser. På denne baggrund har banken øget hensættelsen til eventuelle forpligtelser med 29,3 mio. kr.," skriver banken i sin meddelelse til Fondsbørsen og springer direkte videre til den anden markante grund til, at man er gået fra et minus på 12,6 mio. kr. før skat ved halvåret til et ditto på 74,9 mio. kr.; Finanstilsynets besøg i banken:

Diba tager maksimal nedskrivning på Højesterets-nederlag 

Kun begrænset solvenssmæk

"Samtidig har vi som følge af de nye retningslinjer for værdiansættelse af ejendomsrelaterede sikkerheder, der trådte i kraft pr. 1. juli 2012, efter anvisning fra og i forståelse med Finanstilsynet øget bankens nedskrivninger på udlån med 44 mio. kr. De øgede nedskrivninger påvirker kun i begrænset omfang bankens solvensmæssige overdækning, da de berørte udlånsengagementer i væsentlig grad i forvejen var indregnet i bankens solvensbehov."

Bankens solvens lander på 17,2 pct. mod et behov på 12,7 pct., svarende til en overdækning 4,5 procentpoint.

"For nylig indførte Finanstilsynet nye regler for værdiansættelse af sikkerheder med pant i fast ejendom. Fremover skal værdiansættelsen baseres på, at en ejendom bliver solgt inden for 6 måneder. DiBas nedskrivninger på udlån er på den baggrund øget til i alt 83 mio. kr. Vi har i 3. kvartal haft ordinært besøg af Finanstilsynet, som har gennemgået bankens større udlån. Tilsynet har peget på nogle få erhvervsengagementer, hvor nedskrivningerne skulle øges som følge af de nye regler, der trådte i kraft pr. 1. juli i år. Disse engagementer havde vi for størstedelens vedkommende i forvejen identificeret og indregnet i vores interne solvensbehov, hvorfor de øgede nedskrivninger kun i begrænset omfang påvirker bankens solvensmæssige overdækning," skriver Petter Blondeau om tilsynets besøg i banken og fortsætter:

"Vi gør det faktisk fornuftigt, når man kigger på udviklingen i bankens basisindtjening, der nåede op på næsten 57 mio. kr. efter 3. kvartal mod ca. 33 mio. kr. i samme periode sidste år. Det er en markant forbedring, der er opnået gennem et øget aktivitetsniveau og med færre ressourcer. Det er lidt ærgerligt, at den positive udvikling i vores basisindtjening kommer til at stå i skyggen af nogle historisk betingede ekstraordinære poster, der trækker bundlinjen i rødt. For der er grund til at glæde sig over, at vores kerneforretning udvikler sig i den rigtige retning."

Tilmeld dig FinansWatch' gratis nyhedsbrev eller tegn et gratis 30 dages prøveabonnement på FinansWatch her.

Opdateret

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også