Hjælp til kunder i krakkede banker

Kunder i krakkede banker behøver ikke finde sig i at få forringet deres vilkår. Det viser en ny afgørelse fra Pengeinstitutankenævnet.
AF LARS NIELSEN

Flere tusinde danskere er blevet tvunget til at skifte bank. Det er resultatet af de mange bankkrak i Danmark.

Men en tvungen overflytning betyder ikke, at kunderne mister de vilkår, de havde i den tidligere bank, viser en markant kendelse fra Pengeinstitutankenævnet. Den bank, som overtager kunden, kan ikke ændre vilkårene uden videre.

I dette tilfælde er der tale om en kunde i Ryslinge Andelskasse. I 2011 gik den ned og blev overtaget af Sparekassen Faaborg. Kunden tog en såkaldt "friværdikonto" med over i den nye sparekasse. Ifølge aftalen med Ryslinge Andelskasse var renten den "til enhver tid værende indskudsbevisrente med et finansieringstillæg på 2 pct.," som det hed i lånedokumentet.

Lav rente

På det tidspunkt Sparekassen Faaborg overtog kunden, var renten helt nede på 3,45 pct. I forbindelse med overtagelsen skriver Sparekassen Faaborg, at kundens engagement vil fortsætte med uændrede rentesatser.

Men glæden er kort. For kort efter får kunden at vide, at renten skal stige til 4,25 pct. med virkning fra 30. november 2011. Begrundelsen er, at det er Sparekassen Faaborgs forretningsbetingelser, der gælder. Beskeden modtager kunden dog aldrig. I januar holdes der et kundemøde, hvor sparekassen fastholder, at renten skal være højere, men indvilger i at vente til februar med at hæve den.

Kendelsen

Men det vil kunden ikke acceptere, og sagen kører videre i Pengeinstitutankenævnet. Kunden mener, at det er de oprindelige vilkår, der gælder.

Sparekassen Faaborg mener, at kunden skal rette sig ind efter sparekassens forretningsbetingelser. Kunden får ret. I afgørelsen står der bl.a.:

"Ankenævnet finder, at Sparekassen Faaborg ved sin overtagelse af klagerens engagement er bundet af den aftale, som klageren har indgået med andelskassen. De af sparekassen varslede rentestigninger findes ikke at have hjemmel i den indgåede aftale."

Pengeinstitutankenævnet slår altså fast, at de banker, der overtager andre ikke uden videre kan ændre i de oprindelige vilkår for kunden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også