Banker støtter Vestas' redningsplan

Vestas' bankforbindelser er lettede over mølleselskabets ny aftale med industrigiganten Mitsubishi.
AF RITZAU FINANS

De ni danske og udenlandske banker, som den økonomisk trængte vindmølleproducent Vestas har forbindelser til, har været med til at udarbejde en plan for at få selskabet tilbage på sporet.

Vestas har indtil nytår til at få en aftale på plads med den japanske industrigigant Mitsubishi. Det skriver Berlingske mandag.

I sidste uge bekræftede Vestas, at det forhandler om et samarbejde med Mitsubishi. Nyheden blev godt modtaget hos investorerne på børsen, og også bankerne er tilfredse.

Det fortæller kilder med kendskab til samtalerne mellem Vestas og de ni banker.

- Det har vakt glæde i bankgruppen, at det netop er bomstærke Mitsubishi, som Vestas er gået til, siger kilderne til Berlingske Business.

Forholdet mellem bankerne og Vestas betegnes desuden som "godt" - til trods for vindmøllegigantens kritiske situation.

Bankerne vurderer Vestas problemer som midlertidige og ser ikke selskabet som livstruet.

Men de har krævet, at der gøres noget permanent ved det enorme dræn fra pengekassen, som udviklingen af en gigantisk havvindmølle har medført de senere år.

En aftale med Mitsubishi vil styrke Vestas' kapitalsituationen og reducere de fremadrettede omkostninger mærkbart.

Bliver aftalen ikke til noget, kan Vestas igen få problemer i begyndelsen af næste år, skriver Berlingske Business.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også