Hvetbo-formand: Man vil ikke de små institutter det godt

Sparekassen Hvetbos formand Christian Hem traf den endelige beslutning om at gå fusionsvejen, da han så tallene for første halvår, der var præget af store nedskrivninger. (Opdateret)

Restauratør Christian Hem, bestyrelsesformand i Sparekassen Hvetbo, skyder med skarpt mod myndighederne, som han mener bærer en stor del af ansvaret for, at sparekassen har været nødsaget til at søge fusion med Sparekassen Vendsyssel.

Han understreger, at han er meget tilfreds med sin fusionspartner, men han føler behov for at understrege, at udviklingen er drevet af de stigende myndighedskrav.

”Vi har kigget og analyseret på markedet siden 2008, alt andet ville være uansvarligt. Så set i lyset af det, så synes jeg, at vi har vist ansvarlighed hele vejen igennem. Jeg synes, det er det rigtige tidspunkt for os at fusionere, når vi kan konstatere, at man ikke vil de små pengeinstitutter det godt. De mange nye krav, dem bliver vi belastet af. Og så har vi vurderet, at det var bedre at blive den del af en sparekasse af en vis størrelse,” siger han til FinansWatch.

Regelbyge

Christian Hem siger, at da han så halvårstallene for sparekassen besluttede han definitivt, at tiden var inde til en fusion.

Men var det kun et enkelt dårligt halvår, der gjorde, at I gik fusionsvejen? Hvis nu halvåret havde været nogenlunde, var I så fortsat som selvstændige?

”Det kan godt være, men vi har prøvet at kigge lidt fremad også. Vi må erkende, at den regelbyge der kommer, den påvirker os i en retning, at vi på sigt bliver for små til at håndtere de nye administrative udfordringer”.

Så der har kørt indledende fusionsdrøftelser på sidelinjen længe?

”Vi har sonderet længe, men de sidste to måneder har der været action på de konkrete fusionsforhandlinger”.

Hvordan har du det med det?

”Jeg har det godt med det. Jeg er glad på kundernes og aktionærernes vegne, og jeg håber, de vil bakke op om den løsning her. Vi har kigget meget for, at værdierne ikke blev ringere, og hvis vi meldte det her halvårsregnskab ud, så kunne aktien komme under yderligere pres, og det har vi ikke ønsket,” siger formanden Christian Hem til FinansWatch.

Han fremhæver, at der geografisk, filialmæssigt og kulturelt er et godt match til Vendsyssel, der gør dem til en oplagt fusionspartner.

”Vi tog kontakt til dem, og vi er glade for, at de også godt kunne se det smarte i sådan en løsning”.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også