Ringkjøbing følger trop med renteforhøjelse

Kort tid efter seneste renteforhøjelse skruer Ringkjøbing Landbobank igen op for rentesatserne. Banken tilpasser sig markedet, lyder det fra direktøren.
Foto: Ringkjøbing Landbobank
Foto: Ringkjøbing Landbobank

Fra 1. oktober bliver det dyrere at låne penge i Ringkjøbing Landbobank.

Banken hæver rentesatserne for variabelt forrentede lån, kreditter, valutalån- og kreditter til privat- og erhvervskunder med op til 0,50 procentpoint.

Det svarer til, at debitorrenten på et typisk lån til private forhøjes med op til 0,54 procentpoint.

På lån og kreditter, hvor rentesatsen er pengemarkedsrelateret, forhøjes rentemarginalerne tilsvarende med op til 0,50 procentpoint.

Renteforhøjelsen kommer i kølvandet på, at andre danske banker har sat rentesatserne i vejret, men samtidig også kun kort tid efter, at Ringkjøbing Landbobank seneste satte satserne op - per 1. juli skruede banken nemlig tilsvarende på renten.

Dengang forklarede banken forhøjelsen med øgede udgifter til Indskydergarantifonden og stigende fundingomkostninger. I dag skriver banken, at baggrunden for den nye renteforhøjelse er udsigterne til fortsat svag udvikling i dansk økonomi samt fortsat stigende kapital- og finansieringsomkostninger.

Ifølge adm. direktør John Fisker hænger renteændringen også sammen med, at resten af aktørerne sætter satserne op:

"Vi er markedstilpasser og tilretter vores priser i lighed med den øvrige sektor, og omfanget er også afspejlet med den øvrige sektor. Vi sammenligner normalt med Nordea, Danske Bank, Jyske Bank og Sydbank og jeg mener, vi er helt på linje med de træk, de har gjort. Vi er nødt til at have ens priser for at afspejle det konkurrencebillede, der i øvrigt er. Det gør vi på godt og ondt, og det gør vi både på indlåns- og udlånssiden," siger John Fisker og fortsætter:

"Det er meget besværligt at drive bank i øjeblikket med det meget lave renteniveau, vi oplever. Så derfor er det her egentlig ikke for at tjene ekstra, men for at kompensere for de tab, vi oplever på grund af det ekstremt lave renteniveau og de øgede omkostninger, der er kommet til os udefra i forbindelse med øgede kapitalkrav."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også