Tilsynet stopper for farlige udlån i sparekasse

En jysk sparekasse med meget høj udlånsvækst får nu påbud om at stoppe med nye udlån til særligt svage kunder. Udlånene truer sparekassens evne til at leve op til solvenskravene, mener tilsynet.

Finanstilsynet sætter nu en stopper for udlånsvæksten i Helgenæs Sparekasse, som har oplevet en udlånsvækst på 132 pct. fra medio 2010 til maj 2012.

Udlånsvæksten er båret frem af lån til kunder, der får deres økonomi forvaltet af økonomikonsulenter, og denne type lån stopper Finanstilsynet nu sparekassen i, indtil tilsynet har været på næste inspektion.

"Finanstilsynets vurdering baserer sig bl.a. på, at Helgenæs sparekasse i løbet af de seneste 2 år har haft en meget høj udlånsvækst. Fra medio 2010 til maj 2012 er udlånet vokset med 132 pct.  Størstedelen af udlånet er sket til kunder, som får deres økonomi administreret af økonomikonsulenter. Det vil sige kunder, som har vanskeligt ved at administrere deres økonomi og derfor frivilligt har valgt at lade sig administrere af eksterne økonomikonsulenter," skriver tilsynet.

Insolvens truer

Tilsynet ser med ganske alvorlige øjne på udviklingen i lånebogen. Hvis den fortsætter, kan sparekassen blive insolvent.

"Finanstilsynet finder, at omfanget og boniteten af udlånet til de omtalte kunder indebærer en ikke uvæsentlig risiko for, at sparekassen inden for en overskuelig tid ikke vil kunne opfylde lovens kapitalkrav og derfor vil miste sin tilladelse," skriver tilsynet.

En overskuelig tid angives til at være to til tre år.

Tilsynet forventer at komme på besøg inden for det næste år, hvorefter man vil tage forbuddet op til revision. Finanstilsynet gav i april sparekassen en risikooplysning for den store udlånsvækst.

Sparekasse øger udlån med 75 pct.

Samler lån

Udlån til de omtalte kunder er på bare to år blevet halvdelen af sparekassens lånebog. De fleste af kunderne er i gang med en restrukturering af økonomien, og derfor samles lånene ét sted: Hos Helgenæs Sparekasse. Tilsynet mener dog ikke, at sparekassen har den nødvendige erfaring og viden til at håndtere dette, og kundernes lån må i de fleste tilfælde betragtes som "svage med en ikke ubetydelig blanco," skriver tilsynet.

"Sparekassen løber en særlig risiko i forhold til de to konsulentfirmaer, der henviser kunderne. Hvis et af disse firmaer ophører, vil sparekassen stå med en række kunder spredt ud over hele landet, som sparekassen risikerer selv at skulle styre. Der vil givet disses kunders baggrund således formentlig være behov for en stram styring, som sparekassen på grund af sine beskedne administrative ressourcer vil have meget svært ved at løfte," skriver tilsynet i afgørelsen.

Beskeden solvens

Den diminutive sparekasse har kun åbent tirsdag og torsdag fra 10-17, og der er ud over direktøren kun en enkelt medarbejder. Det er direktøren selv, der håndterer de specielle lån.

98 pct. af sparekassens udlån er givet til private, og i en kommentar til Finanstilsynets tidligere besøg i 2011 oplyser direktøren, at forbrugslån til privatkunder har en gennemsnitlig udlånsstørrelse på ca. kr. 180.000,00.

Finanstilsynet har opgjort solvensen i sparekassen til at være 8,7 mio. kr. Finanstilsynet beskriver det som positivt, men beskedent.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også