Ejendomsramt fond plager sin bank

Sparekassen Faaborg er blevet tvunget til nye nedskrivninger af Finanstilsynet på baggrund af situation i fonden bag sparekassen. Opdateret.

Finanstilsynet har gennemtvunget nedskrivninger på 134 mio. kr. i Sparekassen Faaborg. Det sker primært på baggrund af situationen i fonden bag banken, oplyser Faaborg i en meddelelse.

Sparekassen Faaborg rammes i alt af nedskrivninger på 237 mio. kr. i andet halvår, lyder det videre i meddelelsen. Banken forventer et negativt resultat på 220 mio. kr. efter skat. Solvensoverdækningen lander på 2,5 procentpoint.

Banken normal

"Vi havde allerede forud for tilsynsbesøget anvendt de nye nedskrivningsregler fra Finanstilsynet. Derfor ligger nedskrivningerne på den almindelige bankforretning på et forventeligt niveau, og det er vi tilfredse med. Det kan lyde mærkeligt, når vi samlet set står med så store nedskrivninger, men Finanstilsynets besøg bekræfter os i, at vores bankforretning er velordnet og sund," skriver adm. direktør i Sparekassen Faaborg Claus Sejling i meddelelsen.

90 pct. af de nye nedskrivninger er ifølge Sejling knyttet til fonden. Morgens-avisen Jyllands-Posten beskrev sidste forår, hvordan fonden i kriseårene var blevet brugt til at købe ejendomme fra plagede kunder i banken.

Sparekassefond blev brugt som skraldespand 

Dyre og dårlige beslutninger

"Fonden for Sparekassen Faaborg er havnet i en svær og kompleks økonomisk situation. Det skyldes, at finanskrisen har medført faldende aktiekurser og ejendomspriser, som har udhulet værdierne i Fonden. Fonden er at regne for en stor kunde og en stor aktionær i Sparekassen Faaborg, og den ejer ca. 45 procent. af aktierne i Sparekassen. Fonden og Sparekassen Faaborg er to selvstændige enheder, men Sparekassen Faaborg bliver også påvirket af de økonomiske udfordringer, som Fonden har," skriver sparekassen i meddelelsen.

"De meget store nedskrivninger, som er relateret til Fonden, gør ondt her og nu i Sparekassen, men ikke mere ondt, end at vi står tilbage med begge ben solidt plantet på jorden. Vi har taget hårdt fat nu og risikoen relateret til Fonden er fuldt dækket af. Tilbage i de fede tider - fra omkring 2000 og frem til finanskrisen - var Fonden en meget aktiv spiller, og der blev truffet økonomiske beslutninger, som set i dagens lys har vist sig at være dyre og dårlige" lyder det fra Claus Sejling.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også