Regnskab: Kursreguleringer vender minus til plus i Himmerland

Sparekassen Himmerland fik vendt sidste års underskud i første kvartal til et overskud i samme periode i år.
AF RITZAU FINANS

Det er dog primært kursreguleringerne, der gør udslaget, idet et minus på 20 mio. kr. i første kvartal 2011 blev vendt til et plus på 18,3 mio. kr. i år.

Sparekassens rente- og gebyrindtægter steg dog også pænt - fra 108,4 mio. kr. til 125,5 mio. kr. - og det er primært gebyrskruen, der har fået et tvist. 45,2 mio. kr. lyder gebyrerindtægterne på i år mod 35,4 mio. kr. i første kvartal 2011.

Til gengæld er der en markant stigning i nedskrivningerne, der i årets første tre måneder lyder på 47,1 mio. kr. mod 27,2 mio. kr. sidste år.

"Lavkonjunkturen betyder, at krisen i samfundet ikke er ovre endnu, og det mærker en del af kunderne. Sparekassens tab og nedskrivninger på udlån og garantier på 47 mio. kr. er således på et højere niveau end normalt," lyder det fra Sparekassen Himmerland.

Og der er ikke umiddelbart lagt op til til, at nedskrivningern vil forbedres væsentligt i resten af året med de nuværende konjunktur-udsigter.

"Derfor forventer sparekassen, at tab og nedskrivninger i en periode endnu vil være på et niveau, der ligger over det normale," lyder det.

Omkostningerne er holdt i ro, og resultatet før skat kan gøres op til 20,2 mio. kr. mod sidste års underskud på 12,5 mio. kr. Netto er overskuddet på 15,2 mio. kr. mod et minus på 9,3 mio. kr. i første kvartal 2011.

Finanshuset fastholder forventningerne til hele året. Dermed ventes fortsat en primære indtjening i niveauet 160-180 mio. kr.

"På grund af den fortsatte lavkonjunktur forventes det ikke, at de økonomiske vilkår for kunderne forbedres på kort sigt," noteres det.

Sparekassens indtjening fra den primære drift - indtjeningen før nedskrivninger, kursreguleringer, udgifter til sektorløsninger og skat - løb i første kvartal op i 53 mio. kr. mod 35 mio. kr. for samme periode i 2011.

 

Ritzau Finans

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også