Frank Vang-Jensen: Mange kunder vælger os til

Handelsbanken vokser markant på udlånssiden i et marked der ligger fladt. Lokalt nærvær og kapitalmæssig robusthed er en stærk kombination, siger direktøren, der ser kundetilstrømning af både privat, MMV og store virksomhedskunder.(Opdateret)

Frank Vang-Jensen og Handelsbanken kan noget, som de færreste andre banker formår. De kan vokse på udlån - endda ganske markant.

Handelsbanken i Danmark har øget sine udlån med ikke mindre end 20 pct., hvis man sammenligner med 1. kvartal 2011. Måles der op mod 4. kvartal 2011, så er bankens udmånsmasse blevet 6 pct. større i et lånemarked der ligger fladt - eller som måske endda er vigende.

"Totalmarkedet ligger jo fladt i bedste fald, så vi er utrolig glade for den gode tilgang vi oplever af rigtig gode kunder. Og det er både private og mindre og mellemstore virksomheder, ligesom vi også ser de største virksomheder i landet søge hen til os. ja du kan sige, at det er hele bredden, der kommer til os," siger Frank Vang-Jensen til FinansWatch i en kort pause i et bestyrelsesmøde.

Arbejder hårdt

Det knap 51 mia. kr. store udlån er nogenlunde ligeligt fordelt på private og udlån til virksomheder.

Hvorfor kommer de til jer?

"Der er ikke noget, der kommer af sig selv, men hvis man arbejder hårdt på tingene og er skarp til det man gør, så er man kommet langt. Og er man tilmed også finansielt en stærk partner med en høj kundetilfredshed, som har en stærk lokal tilstedeværellse, så virker til at være en ganske udmærket kombination. Og vi er jo heldigvis vældig godt polstret, så vi har musklerne til at øge vores forretning," siger Frank Vang-Jensen til FinansWatch.

I har meldt ud, at I godt kunne være interesserede i at deltage i konsolideringen, men med sådan en organisk vækst så behøver I vel ikke gå den vej?

"Vi holder fast i, at vi ser os selv som et institut, der vokser organisk, men vi holder også fast i, at hvis der er et markedsmæssigt match derude for os, så er vi interesserede," siger Frank Vang-Jensen.

Kan godt finde på det

Men det match er der vel næppe, hvis I ønsker at købe noget, der er ligeså robust som jer selv. Den slags institutter, ønsker jo at stå på egne ben, så der findes vel ikke meget robuste institutter, der ønsker at lade sig fusionere ind under jer?

"Jeg tror, man skal passe på med at have alt for firkantede vurderinger af, hvad der kan lade sig gøre og ikke lade sig gøre. Og vi har jo vist med både Lokalbanken og Midtbank at vi godt kan finde på at købe op," siger Frank Vang-Jensen.

Jeres vækst kommer qua finansiel robusthed og lokal tilstedeværelse, men prismæssigt står I vel også godt bl.a. qua adgangen til billiig funding?

"Jeg tror ikke, at det er det væsentlligste argument for vores vækst. Vi står i en meget komfortabel situation, hvor der ikke er nogle begrænsninger for vores udvikling, når vi taler kapital og likviditet, men jeg vil kalde vores priser for gode og fair, men jeg tror ikke, at de har trukket vores vækst," siger Frank Vang-Jensen til FinansWatch.

 

Regnskab: Markant fremgang for Handelsbanken i Danmark

Her er landets stærkeste finansbrands 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også