Salling-tillidsmand vred over læk

Der er vrede over den pludselige besked om Spar Sallings salg hos sparekassen tillidsmand, mens modparten i weekendens anden faldne sparekasse er glad for, at det blev "den stærke dreng i klassen" der købte. Begge tillidsfolk glæder sig over det stærkt begrænsede jobtab.

Der er glæde hos tillidsmændende i Salling og Østjylland over, at det tilsyneladende er lykkedes at redde langt de fleste arbejdspladser i sparekasserne efter weekendens krak.

Det skriver Nyhedsbrevet Finans.

I Salling er glæden dog tempereret dels af garanternes tab, og dels af overraskelsen over den pludselige besked gennem medierne søndag.

”Jeg er personligt vred over, at historien blev lækket til medierne allerede søndag. Og jeg  har ingen grund til at tro, at lækagen kommer fra Spar Salling. Det er en barsk besked at få i medierne, og det tog hårdt på flere af mine kolleger, som havde en travl søndag. I dag dagen derpå er stemningen lidt trykket, men vi glæder os over, at vi ikke har mistet alting, og at alle medarbejdere kommer med over i Den Jyske Sparekasse.  Vi er samtidig glade for, at det er Den Jyske Sparekasse, som overtager os. De har samme kultur som os og føler en forpligtelse overfor at holde gang i lokalsamfundet. Det står vi i Spar Salling også for," siger tillidsrepræsentanten i Spar Salling Sigrid Stouby nyhedsbrevet.

Mellem 3000 og 4000 garanter tabte i alt 86 mio. kr. ved Spar Sallings overdragelse til Den Jyske Sparekasse.

"Storebror her i området og den stærke dreng i klassen"

”Vi er personligt berørt af, at garanterne taber alle deres penge. De har om  nogen villet støtte os. Rigtig mange medarbejdere er selv garanter, det samme er vores familie, børn og venner. Så det er svært, ikke mindst fordi vi bor op og ned af vores kunder, spiller badminton med dem og dagligt møder dem. Vi havde derfor meget gerne set, at garantkapitalen også havde været sikret med overtagelsen," siger Stouby til nyhedsbrevet.

I Østjylland er der hovedsagligt glæde over, at det blev netop Kronjylland, der købte dele af sparekassen, mens 1,3 mia. kr. i udlån fordelt på ca. 30 erhvervskunder blev overdraget til Finansiel Stabilitet.

"Vi er meget glade for, at der er fundet en løsning, hvor alle medarbejdere kommer med over i Sparekassen Kronjylland. Man har vurderet, at Finansiel Stabilitet selv har de nødvendige kompetencer til at håndtere de engagementer, som lægges ind under dem, hvilket fra vores synspunkt er rigtig rart. Nu håber vi, at der også fremadrettet vil være job til os alle, når sammensmeltningen med Sparekassen Kronjylland har fundet sted," siger fællestillidsmand i Østjylland Jakob Thorgaard til Nyhedsbrevet Finans og fortsætter:

”Sparekassen Kronjylland er storebror her i området og den stærke dreng i klassen. Vi supplerer hinanden godt rent geografisk. Selv om der nogle steder er overlap mellem filialer, behøver det ikke at få nogen negativ betydning for beskæftigelsen. Man skal også holde sig for øje, at vi fra Sparekassen Østjylland har været igennem fire afskedigelsesrunder på fire år og er gået fra 250 til 175 medarbejdere. Vi er forholdsvis få i forhold til vores størrelse, og det er min vurdering, at medarbejderne, som er her nu, er meget kompetente”, siger Jakob Thorgaard til Finansforbundets nyhedsbrev.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også