Sohn kræver samarbejde om oprydning

Finansiel Stabilitet og Forbrugerombudsmanden skal samarbejde, siger erhvervsministeren.

Foto: CATHRINE ERTMANN, Jyllands-Posten
Foto: CATHRINE ERTMANN, Jyllands-Posten
AF LENE ANDERSEN, lene.andersen@jp.dk

Erhvervs- og Vækstminister Ole Sohn (SF) forventer, at Forbrugerombudsmanden og statens oprydningsselskab Finansiel Stabilitet arbejder konstruktivt sammen.

Det siger ministeren, efter at Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag har beskrevet, hvordan forbrugerombudsmand Henrik Øe har følt sig nødsaget til at inddrage kammeradvokaten og true Finansiel Stabilitet med påbud.

Alt sammen for at få udleveret dokumenter, der skal bruges til at vurdere, om Forbrugerombudsmanden skal føre erstatningssag mod banken for 400 Roskilde Bank aktionærer.

"Der skal ikke herske tvivl om, at jeg lægger stor vægt på, at Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet A/S har et effektivt og konstruktivt samarbejde, sådan at Forbrugerombudsmanden kan gøre sine beføjelser gældende," skriver Ole Sohn i en e-mail til redaktionen.

Papirer skal udleveres

En aktindsigt i korrespondancen mellem FS Finans - det tidligere Roskilde Bank nu under Finansiel Stabilitet - viser, at banken bl.a. gennem mere end et år har krævet individuelle begrundelser for de papirer Forbrugerombudsmanden har begæret udleveret for at vurdere erstatningssagen.

Det på trods af, at Forbrugerombudsmanden med Bankpakke II fik beføjelse af Folketinget til at kræve de papirer udleveret fra bankerne, som han måtte finde nødvendige for at vurdere, om kunder eller aktionærer har basis for en erstatningssag.

"Jeg forstår, at der er aftalt nogle tidsfrister vedrørende overlevering af det omfattende dokumentationsmateriale fra Finansiel Stabilitet til Forbrugerombudsmanden. Jeg går ud fra at disse tidsfrister bliver overholdt," skriver Ole Sohn videre i mailen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også