Flere ubekendte i bankopgør

Vi er forpligtet til at rejse et krav om erstatning mod Amagerbankens top, siger formand.
AF JANNIK BRINCH, epn.dk

De kommende måneder skal afklare, hvor omfattende den erstatningssag, som Finansiel Stabilitet har bebudet mod den tidligere ledelse og bestyrelse i det nu krakkede Amagerbanken, skal være

Det er endnu uklart, hvem der bliver sagsøgt og hvor mange penge, der bliver tale om.

Det forklarer bestyrelsesformand i Finansiel Stabilitet Henning Kruse Petersen til epn.dk.

"Vi har ikke taget stilling til det beløbsmæssige på nuværende tidspunkt. Det er noget, der skal klarlægges med vores advokat," siger han og tilføjer:

"Jeg har ingen fornemmelse af beløbet. Det vil jeg ikke have."

10 personer i søgelyset

I den advokatundersøgelse, der lægger til grund for søgsmålet, har undersøgeren opgjort tabet til 394 mio. kr., men det er altså uklart, om det også er det beløb, som Finansiel Stabilitet vil gå efter. Ligeledes vil Henning Kruse Petersen ikke svare på, hvem der bliver genstand for søgsmålet. I rapporten sættes navne på 10 personer herunder tidligere adm. direktør Jørgen Brændstrup og tidligere formand Niels Erik Nielsen, men det er uklart, om samtlige 10 personer bliver inddraget.

Hvis erstatningssagen skulle falde ud til Finansiel Stabilitets fordel, og hvis der er tale om et beløb i den nævnte størrelsesorden, er det tvivlsomt, om de sagsøgte kan betale.

Har I gjort jer tanker i retning af, at I måske ikke får alle pengene, hvis sagen falder ud til jeres fordel?

"Nej, det har vi ikke, for det er ikke det, som sagen drejer sig om. Det drejer sig om at gå ind og gøre det, der er nødvendigt i sådan en sag. Man kan jo ikke bare læne sig tilbage og lade fem og syv være lige. Det er noget, vi har en forpligtelse til det her," siger Henning Kruse Petersen.

Kan bruge egne erfaringer

Finansiel Stabilitet skal nu i samarbejde med sine advokater udarbejde en stævning, og der kan meget vel gå et halvt års tid, før den er klar. Først til den tid står det klart, hvem der skal i retten, og hvilke forhold søgsmålet indeholder.

Det vil formanden ikke på nuværende tidspunkt sætte ord på.

"Det er relativt velbeskrevet i undersøgelsen, at der er elementer, hvor advokaten anbefaler, at der rejses et erstatningssøgsmål. Det er vores udgangspunkt, og dertil kan vi lægge de erfaringer, vi selv har gjort ved vores håndtering af banken i en periode," siger han og fortsætter:

"Jeg kan og vil ikke ind og drøfte særlige forhold, eller hvordan man opdeler sagen. Det skal vi i gang med nu."

Mens den tidligere top i Amagerbanken kan imødese en stævning, så ser det anderledes ud for selskabets revisorer, der også får kritik i advokatundersøgelsen. På nuværende tidspunkt vil Finansiel Stabilitet dog "ikke tage yderligere skridt over for den eksterne revision".

"Der er nogle uklarheder i advokatundersøgelsen, som gør det svært at bedømme, om der er plads til mere end at indklage dem for revisornævnet," siger formanden

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også