Venstre hiver Sohn i samråd om EBH

Venstres Hans Chr. Schmidt har kaldt erhvervs- og vækstminister Ole Sohn i samråd om Finanstilsynets rolle i EBH Banks kollaps.

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) skal redegøre for sin holdning til Finanstilsynets rolle i EBH Banks krak og det kommende retsopgør om krakket for Folketingets Erhvervsudvalg.

Venstres Hans Chr. Schmidt har efter en længere polemik om tilsynets rolle i sagen i dagbladet Børsens spalter valgt at indkalde ministeren.

"Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget har bedt ministeren kommentere artikler i Børsen om Finanstilsynet og EBH Banks krak, herunder om Finanstilsynets tilsyn har været mangelfuldt," lyder det i mødeoffentliggørelsen, der fortsætter:

"Desuden spørger udvalget, om ministeren finder det rimeligt, at bestyrelsesmedlemmer er sagsøgt for flere hundrede millioner kroner, uden at Finanstilsynet samtidig er inddraget i retssagen."

 

Hans Chr. Schmidt har stillet følgende fire spørgsmål til mødet:

1) Samrådsspm. om ministeren selv vurderer, at der med de ”store og markante ændringer siden 2009” i Finanstilsynets tilsynsvirksomhed er sikret et tilfredsstillende tilsyn og tilfredsstillende procedurer, således at en lignende situation, som den omkring EBH Banks krak, ikke kan ske igen, til erhvervs- og vækstministeren:

"I forlængelse af ministerens svar på ERU alm. del – spørgsmål 104 bedes ministeren oplyse, om ministeren selv vurderer, at der med de ”store og markante ændringer siden 2009” i Finanstilsynets tilsynsvirksomhed er sikret et tilfredsstillende tilsyn og tilfredsstillende procedurer, således at en lignende situation, som den omkring EBH Banks krak, ikke kan ske igen?"

 

2) Samrådsspm. om, hvorvidt ministeren finder det rimeligt, at menige bestyrelsesmedlemmer er sagsøgt for flere hundrede millioner kroner, uden at Finanstilsynet samtidig er inddraget i retssagen, til erhvervs- og vækstministeren

"Ministeren bedes redegøre for, hvorvidt ministeren med de nu kendte forhold vedrørende Finanstilsynets tilsyn med bl.a. EBH Bank finder det rimeligt, at menige bestyrelsesmedlemmer er sagsøgt for flere hundrede millioner kroner, uden at Finanstilsynet samtidig er inddraget i retssagen."

 

3) Samrådsspm. om ministeren er enig i udtalelsen i artiklen i Børsen den 29. marts 2012 ”Tilsyn forholder sig tavs” om, at inspektionsrapporterne fra den krakkede EBH Bank viser ”et mangelfuldt tilsyn", til erhvervs- og vækstministeren

"Er ministeren enig i udtalelsen i artiklen i Børsen den 29. marts 2012 ”Tilsyn forholder sig tavs” om, at inspektionsrapporterne fra den krakkede EBH Bank viser ”et mangelfuldt tilsyn?"

 

4) Samrådsspm. om ministerens kommentar til artiklen i Børsen den 29. marts 2012 ”Myndighederne erkender skønmaleri af egen rolle”, herunder udtalelsen om, at Finanstilsynet åbent burde ”erkende egne fejl i stedet for at efterlade det indtryk, at man forsøger at dække over dem”, til erhvervs- og vækstministeren

"Ministeren bedes kommentere artiklen i Børsen den 29. marts 2012 ”Myndighederne erkender skønmaleri af egen rolle”, herunder udtalelsen om, at Finanstilsynet åbent burde 'erkende egne fejl i stedet for at efterlade det indtryk, at man forsøger at dække over dem'?"

 

Kilde: Folketinget.dk

 

Tilmeld dig FinansWatch' gratis nyhedsbrev eller tegn et gratis 30 dages prøveabonnement på FinansWatch her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også