Goldman: Stadig stor risiko i danske banker

Der hænger stadig mørke skyer over den danske banksektor, hvor især ejendomsudvikling og landbruget er risikomomenter for pengeinstitutterne.
AF RITZAU FINANS

Det er konklusionen fra analytikerne i det store amerikanske finanshus Goldman Sachs, der har været på rundtur hos nogle af de største skandinaviske banker.

Forskellen på de forskellige landes kapitalkrav til bankerne er et af de største problemer, da det skaber usikkerhed. Banker på det svenske marked ser ud til at få skærpede krav senere på året, mener analytikerne.

På landebasis er det især Danmark, der giver anledning til panderynker hos Goldman Sachs.

"Samlet set gav vores møder med banker, tilsyn og ejendomsmæglere os et indtryk af, at de danske banker stadig står over for væsentlige driftsrisici,"

skriver Goldman Sachs' analytikere blandt andet om det danske marked.

I analysen, der omfatter seks skandinaviske banker, har Goldman-folkene skåret i estimaterne for alle sammen. Værst er det gået ud over Danske Bank, hvis 2012-estimat er blevet sænket med 26 pct. på indtjeningsniveau fra 7,9 kr. per aktie til 5,8 kr. per aktie.

Det giver sig også til udtryk i et nyt kursmål, som lyder på 105 kr. mod tidligere 110 kr. Nordea-kursmålet sænkes til 78 svenske kr. fra 80 svenske kr.

"Mere konsolidering i banksektoren (i Danmark, red.), ville være positivt på den lange bane, men det giver sandsynligvis ikke nogen fordel for de største banker, som Danske Bank, på kort sigt. Især vil kreditkvaliteten i ejendoms- og landbrugssektorerne bekymre. Sammen med potentielle stramninger i kapitalkravene, kan det måske give anledning til yderligere statsstøtte og muligvis højere udgifter til afvikling af problemramte banker i sektoren," skriver Goldman Sachs i analysen.

Ritzau Finans

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også