Fondsbørsen sætter Totalbanken på observationslisten

Nasdaq OMX Copenhagen gør investorerne opmærksomme på, at revisor henleder opmærksomheden på, at såfremt Totalbanken ikke gennemfører sin kapitalplan, tids- og beløbsmæssigt, kan der være tvivl om den fortsatte drift. (Opdateres)

Fondsbørsen flager nu direkte, at investorerne skal se sig godt for, hvis de overvejer at købe aktier i fynske Totalbanken. Bankens aktie overføres til observationslisten efter præsentationen af årsregnskabet mandag, hvor revisorerne henledte opmærksomheden til særlige afsnit i regnskabet vedrørende kapitalplanen.

Nasdaq OMC Nordic er meget fåmælte i meddelelsen.

"Totalbanken A/S overføres til observationslisten, idet bankens revisorer i bankens årsregnskabsmeddelelse for 2011 gør opmærksom på, at der kan være væsentlig usikkerhed om bankens mulighed for at fortsætte driften," skriver selskabet og henviser til årsregnskabsmeddelelsen fra mandag, hvor revisionsforbeholdet optræder.

Note 23

Revisorernes forbehold bliver udtryk således:

"Uden at tage forbehold for vores konklusion, henleder vi opmærksomheden på note 23 i årsregnskabet, hvoraf det fremgår, at ledelsen vurderer, at bankens kapital med de planlagte tiltag til forøgelse af kapitalberedskabet er tilstrækkeligt til dækning af bankens fremtidige drift. Årsregnskabet aflægges således under forudsætning om tilstrækkelig kapital," skriver revisorerne.

Da selve årsrapporten først efter planen lander d. 28 marts, står det ikke klart, præcis hvad den tilsyneladende afgørende note 23 indeholder, selv om den ifølge revisorerne kan blive afgørende for bankens drift. De fortsætter:

"Såfremt de planlagte tiltag ikke gennemføres i tilstrækkelig grad såvel beløbsmæssigt som tidsmæssigt, kan der være væsentlig usikkerhed om bankens mulighed for at fortsætte driften," skriver revisorerne Peter H. Christensen og Michael Laursen fra revisionsfirmaet PwC.

Det påpeges, at ledelsen i Totalbanken selv vurderer, at banken vil være i stand til at fortsætte driften med de vedtagne tiltag til at forøge kapitalberedskabet.

Løst inden april

Adm. direktør i Totalbanken Ivan Sløk bekræfter, at det er revisionsforbeholdet, der har sendt aktien under observation.

"Det er jo helt naturligt, når der er et forbehold, at man så bliver overført til observationslisten. Det gælder vist alle børsnoterede selskaber," siger Ivan Sløk til FinansWatch.

Revisorerne henviser til note 23 i årsrapporten, som altså først kommer 28. marts. Noten omhandler bankens kapitalplan, der skal tage hånd om solvensoverdækningen, som er på beskedne ét procentpoint efter årsregnskabet. Totalbankens direktør regner dog med, at banken snarligt kan imødekomme revisorernes forbehold.

"Det gør vi senest 31. marts, hvis handlingsplanen bliver gennemført. Det er det, der skal til," siger Ivan Sløk, der ikke havde tid til yderligere kommentarer.

Gyldent ur tikker i Totalbanken

Sløk: Forstår kritisk revisor

Totalbanken åbne for fusion og Aarhus-model - tror ikke på Bankpakke V

Totalbanken sikre på at nå utilfredsstillende mål

Totalbank-revisor: Usikkerhed om fremtidig drift

Regnskab: Solvensen kritisk i Totalbanken

 

Tilmeld dig FinansWatch' gratis nyhedsbrev eller tegn et gratis 30 dages prøveabonnement på FinansWatch her.

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også