Ugebrev: Storbank anklages for misbrug af kundemidler

En af de store danske banker mistænkes nu for at misbruge kundernes opsparing ved at købe og sælge ekstraordinært mange investeringsbeviser, så det øger bankens egen indtjening på kundernes bekostning. Det skriver Økonomisk Ugebrev
AF RITZAU FINANS

En dansk storbank har handlet unødigt mange gange for at booste sin egen indtjening på en kundes forvaltningsaftale. Det skriver Økonomisk Ugebrev, der af hensyn til sin kilde ikke vil afsløre bankens navn.

Baggrunden er, at bankerne modtager en såkaldt formidlingsprovision på procenter af investeringsbeløbet, hver gang der købes. Samtidig tjener banken ekstra på handelskurtager, ofte op mod 0,5 pct., samt et kursspænd på 1-2 pct. ved handel, hvis der er tale om investeringsforeninger. Sagen fremgår af skriftlig dokumentation, som ugebrevet er i besiddelse af.

- Ifølge eksperter, som har fået forelagt sagen, virker fremgangsmåden stærkt kritisabel,skriver ugebrevet.

Men ifølge Økonomisk Ugebrevs oplysninger er den konkrete sag langt fra enestående.

- Angiveligt har flere banker en fast praksis med, at der skal hentes formidlingsprovision og andre handelsindtægter på 2-3 pct. på de såkaldte
diskretionære mandater, hvor banken selv bestemmer køb og salg i henhold til investeringsaftale med kunden.

I den konkrete sag har banken købt og solgt investeringsbeviser af en kundeformue på godt en halv million kroner næsten 60 gange i løbet af et enkelt år. Det er sket med bankens samarbejdspartnere blandt investeringsforeningerne, der efterfølgende betaler penge tilbage til banken via de såkaldte provisionsordninger.

- Bankerne tjener således penge hver gang de sælger konkrete investeringsbeviser til kunderne, konstateres det.

Ritzau

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også