Torm regner med forlængelse af bankhenstand

Torm regner fortsat med at få forlænget den midlertidige bankhenstand, som udløb torsdag den 1. marts. Det oplyser rederiet i en fondsbørsmeddelelse torsdag aften.
AF RITZAU FINANS

Torm aflagde torsdag et årsregnskab, hvor der ikke kom yderligere afklaring om rederiets finansielle situation. Gælden på 1,9 mia. dollar er blevet reklassificeret til kortfristet.

"Jeg vil tro, at vi skal finde en kombination af at udskyde gælden og afdragene til bankerne, så den kan blive serviceret over en længere periode, og at vi får tilført kapital. Hvis vi ikke får ny kapital, vil vi ikke have tilstrækkeligt med likviditet til at fortsætte hele 2012," sagde administrerende direktør Jacob Meldgaard torsdag til Ritzau Finans.

Kapitalbehovet afhænger også af, hvor meget gæld, Torm kan få udskudt, forklarede han, og kan svinge fra et "relativt lille behov" til et "større behov". Hvad de begreber dækker over, vil han dog ikke kvalificere nærmere.

Torm blev efterfølgende sendt i fondsbørsens skammekrog, observationslisten med den begrundelse, at Torms revisorer ikke kunne komme med en konklusion til årsregnskabet fra det gældsramte produkttankrederi. Det er usikkert, om Torm kan fortsætte som "going concern" hele 2012 ud.

/Ritzau Finans/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu