Regnskab: Nedskrivninger æder indtjening i Middelfart

Middelfart Sparekasse ender med et plus på 1,1 mio. kr. efter nedskrivninger på 89,3 mio. kr. Tilsynets besøg i efteråret har spillet en stor rolle i de uventet høje nedskrivninger, skriver sparekassen.

Med en driftsindtjening på 90,4 mio. kr. og nedskrivninger på udlån på 89,3 mio. kr. er der ikke meget overskud tilbage i Middelfart Sparekasse. Før skat lander resultatet på 7,5 mio. kr. mens det efter skat er 1,1 mio. kr.

Tilsynets besøg i efteråret 2011 har øget nedskrivningerne med 32,9 mio. kr. skriver sparekassen i sin regnskabsmeddelelse, hvor ledelsen dog også betegner resultatet som 'godkendt'.

"Særligt i betragtning af de mindre positive udsigter ved aflæggelsen af halvårsregnskabet, samt det faktum at Middelfart Sparekasse i efteråret har haft besøg af Finanstilsynet, der i lyset af den aktuelle økonomiske lavkonjunktur, har påbudt Sparekassen at nedskrive 32,9 mio. kr. på udvalgte erhvervsengagementer, hvorved Sparekassens samlede nedskrivninger i 2011 bliver 89,3 mio. kr.," skriver direktør Martin Baltser og fortsætter:

"Set i det lys er jeg tilfreds med, at det lykkedes os at præstere et positivt resultat for 2011."

Store tab på mindre virksomheder

Hensættelserne til tab kommer primært fra de mange små og mellemstore virksomheder i bankens portefølje.

"Nedskrivningsniveauet afspejler især, at en stor del af Sparekassens erhvervskunder er mindre og mellemstore håndværks- og industrivirksomheder, der stadigvæk er ramt som følge af den økonomiske afmatning. Privatkunderne klarer sig bedre og har dermed ikke påført Sparekassen tab ud over, hvad der forbindes med almindelig drift," står der i regnskabsmeddelelsen.

På den positive side har banken fået mere end 4000 nye kunder i 2011, ligesom netto rente- og gebyrindtægterne er steget fra 274 til 313 mio. kr.

Flere kundevendte medarbejdere

Udgifterne til personale er ligeledes steget fra 198 mio. kr. til 222 mio. kr., og det er bl.a. fordi at sparekassen i modsætning til mange af sine konkurrenter satser på, at kundekontakt er vejen frem.

"En af de ting, der skal være med til at forbedre den økonomiske bundlinje, er at skabe en endnu bedre balance mellem hovedkontoret og de kundevendte afdelinger. Middelfart Sparekasse har derfor styrket de kundevendte afdelinger med et pænt antal ekstra medarbejdere," skriver sparekassen.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også