Alm Brand Bank må hjælpes - igen

Moderselskabet har endnu engang måtte pumpe kapital i Alm. Brand Bank, der over de sidste fire år har tabt 4,3 mia. kr. før skat.

Mens størrelsen af Alm. Brand Bank planmæssigt svinder, så synes bankens evne til at trække hele koncernens regnskaber i rødt at fortsætte med ufortrøden styrke.

Banken tabte således 1,15 mia. kr. før skat i 2011. Det tab betyder, at koncernen har måttet tilføre 300 mio. kr. i kapital, et tal der ligger ganske tæt på bankens nettorenteindtægter på 361 mio. kr., nede fra 538 mio. kr. i 2010.

Kapitaltilførslen - den foreløbigt sidste i rækken af en stribe tilførsler - løfter bankens solvens til 19,4 pct. mod et behov på 15,4.

Og banken må samtidig indse, at det i 2011 ikke kun var synderne fra før i krisen i skikkelse af ejendomsudlån, landbrug og pantebreve, der plagede bundlinjen.

"De renterelaterede kursreguleringer - eksklusive kreditrelaterede tab og nedskrivninger på pantebreve - udgjorde et kurstab på 90 mio.kr. i 2011. Kurstabet skyldes blandt andet, at banken i andet kvartal samt første halvdel af tredje kvartal havde positioneret sig med en forventning om en stigende rente," lyder det således i meddelelsen om regnskabet.

Tab og nedskrivninger på udlånet ramte 768 mio. kr., mens pantebrevsporteføljen måtte nedskrives med 226 mio. kr.

Resultatet før nedskrivningerne i 2011 landede på minus 160 mio. kr. Banken forventer en markant forbedring i 2012, der gerne skal give et overskud før nedskrivninger på 10 mio. kr. Ved udgangen af 2010 forventede man et overskud før nedskrivninger på 45 mio. kr. i banken.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også