Fransk storbank halverer overskud efter græske nedskrivninger

BNP Paribas kom haltende ud af 4. kvartal med et fald på 51 pct. i indtægterne. Nedskrivninger på beholdningen af græske statsobligationer var den primære årsag til det dårlige resultat

Den franske storbank BNP Paribas måtte se bundlinjen skrumpe gevaldigt i 4. kvartal 2011 fra 1,55 mia. euro til 765 mio. euro eller ca. 5,7 mia. kr.

Resultatet er dog fortsat noget bedre, end analytikerne havde ventet - her havde man kun regnet med en indtægt på 587 mio. kr. i fjerde kvartal. Det skriver Bloomberg News.

Det store fald i indtægterne kan primært henføres til nedskrivninger på græske statsobligationer.

Her har banken nu hensat 75 pct. af værdien af obligationerne til tab mod 60 pct. ved udgangen af 3. kvartal. Alene i fjerde kvartal nedskrev man yderligere 567 mio. euro på beholdningen af græske obligationer, og i hele 2011 er der blevet sat 3,24 mia. euro af til tab på de græske papirer.

Ikke taget stilling til ECB

På trods af de store tabshensættelser har BNP Paribas valgt at udbetale udbytte til aktionærerne for indkomståret 2011. Aktionærerne får 1,20 euro per aktie. De to andre franske storbanker Credit Agricole og Societe Generale har helt droppet udbyttebetalingerne for 2011.

Bankens aktiekurs er de seneste 12 måneder faldet med ca. 40 pct. men siden årsskiftet er kursen dog steget ca. 10 pct. på forventninger om, at billige 3-årige lån fra den europæiske centralbank kan hindre en decideret likviditetskrise blandt de europæiske storbanker, skriver Bloomberg.

BNP Paribas har dog endnu ikke taget stilling til om man vil benytte sig af ECB's 3-årige lånefacilitet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også