Forbund: Danske Bank tænder advarselslamper

Bankens problem er omkostningsstyring. Det problem løser færre ansatte ikke, mener forbund.
Af JENS KURT JØRGENSEN, epn.dk

Danske Bank gentog i dagens årsregnskab sin melding om, at man vil reducere medarbejderantallet med 2.000 i løbet af de næste tre år, og den melding vækker både undren og bekymring hos de bankansattes forbund.

Finansforbundet hæfter sig i en kommentar ved, at bankens basisforretning ifølge udmeldingerne kører fint, og at problemerne derfor må ligge i nedskrivningerne.

”En banks basisforretning er den del, der kræver flest medarbejderressourcer. Derfor tænder det nogle advarselslamper hos Finansforbundet, når banken alligevel mener, man kan klare sig med 2.000 færre medarbejdere. Bankens problem er nok snarere omkostningsstyring, end det er et spørgsmål om antallet af medarbejdere”, siger formand Kent Petersen.

Skyder sig i foden

Kent Petersen mener, at banken ved at reducere så voldsomt i medarbejderstaben risikerer at skyde sig selv i foden.

”Vi ved, at 25 procent af medarbejderne i de finansielle virksomheder vil gå på pension i løbet af de næste fire til fem år. Vi ved også, at der til den tid vil være rift om dygtige medarbejdere, og derfor kan bankerne om en årrække komme til at stå i den situation, at de ikke kan skaffe kompetent arbejdskraft. Derfor er det meget kortsigtet at skille sig af med medarbejdere nu”, siger Kent Petersen.

Giver øget stress

Finansforbundet er også bekymret for, at reduceringen af stillinger kan føre til øget stress blandt de medarbejdere, der sidder tilbage i banken.

”Det siger sig selv, at når basisforretningen kører fint, så bliver opgaverne jo ikke færre. Hvis man gennemfører kraftig reduceringen af medarbejderstaben, så bliver konsekvensen, at de resterende medarbejdere skal påtage sig flere opgaver. Finansansatte er i forvejen blandt de mest effektive medarbejdere, så det er vanskeligt at forestille sig, at de kan løbe stærkere, end de gør i dag. Jeg er oprigtigt bekymret for, at det vil få stressniveauet til at eksplodere”, siger Kent Petersen i sin kommentar til Danske Banks udmeldinger.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også