Regnskab: Salling Bank ud med minus

Salling Bank rammer egne forventninger med et underskud på 6,8 mio. kr. før skat. Underskuddet skyldes blandt andet nedskrivninger.

Forholdvist store nedskrivninger i fjerde kvartal er medvirkende til, at Salling Bank kommer ud med et minus på 6,8 mio. kr. før skat i årsregnskabet for 2011. Nedskrivningerne kommer efter en uventet forværring af drift og fremtidsudsigter for nogle af bankens erhvervskunder, skriver banken i regnskabsmeddelelsen.

De samlede nedskrivninger på udlån steg fra 23,7 mio. kr. i 2010 til 28,3 mio. kr sidste år.

Året bød også på enkeltudgifter til personalereduktion på 2,3 mio. kr., der ligeledes tynger regnskabet.

Indlånsoverskuddet stiger i banken og er nu på 345 mio. kr. mod 296 mio. kr. i 2010.

Ved kvartalsregnskabet i oktober forventede banken et overskud på 2-5 mio. kr., men det blev nedjusteret i i december til et forventet underskud på 7 mio. kr., som banken dermed rammer ret præcist.

Banken forventer nu et overskud på 6-10 mio. kr. for 2012.

Indlånet er øget med 2,8 pct. i 2011, svarende til 54 mio. kr. Udlånet øges med 0,3 pct. eller 6 mio. kr.

Samtidig er balancen reduceret med 52 mio. kr. i løbet af 2011.

Banken gennemførte en fyringsrunde i 2011, hvor syv medarbejdere mistede arbejdet. Dertil er fire gået på pension. Ni nye medarbejdere har dog fået arbejde i banken i årets løb, hvilket primært omfatter bankens nye filial på Mors, der blev åbnet mandagen efter Fjordbank Mors' forlig.

Banken forventer, at medarbejderstaben vil blive yderligere beskåret de kommende år, når en del ældre medarbejdere skal på pension.

 

Salling Bank - udvikling i regnskabstal 2007-2011

 

Fra resultatopgørelsen:

(mio. kr.) 2011 2010 2009 2008 2007
Netto renteindtægter 80,7 80,9 83,1 75,1 66,2
Netto gebyrindtægter 34,2 35,8 34,3 28,7 51,2
Kursreguleringer 3,7 6,5 10,4 -1,9 1,9
Basisindtægter før nedskrivninger 21,5 32,8 29,7 10,8 23,3
Nedskrivninger 28,3 23,7 27,5 13,4 -0,6
Resultat før skat -6,8 9,1 2,1 -2,6 23,9
Nettoresultat -5,8 6,4 2,3 -1,7 18,4

 

 

Fra balancen:

(mio kr.) 2011 2010 2009 2008 2007
Indlån 2.005 1.953 1.701 1.581 1.389
Udlån 1.660 1.654 1.556 1.407 1.333
Egenkapital 170 173 168 162 177

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også