Regnskab: Krisen sænker Kreditbankens overskud

Banken går tilbage på netto rente- og gebyrindtægterne, udlån falder, bundlinjen dykker og nedskrivningerne stiger i den Aabenraa-baserede bank, viser årsrapporten for 2011. Stor spænding om nye nedskrivningsregler. (Opdateret.)

Velpolstrede Kreditbanken, fra Sydbanks hjemmebane i Aabenraa, må konstatere, at 2011 blev et stille år for banken, hvor bundlinjen fortsat er ganske solid, men alligevel er der tilbagegang på en række nøgleparametre.

Kundernes skepsis i forhold til at låne penge står skrevet mellem linjerne i både bankens resultatopgørelse og balance, hvor tallene går i den forkerte retning både hvad angår netto rente- og gebyrindtægterne, på indtjeningsgraden, på udlånssiden og i forhold til nedskrivningerne, der faktisk stiger marginalt.

Men banken er fortsat kapitalmæssig robust som få, med en solvensoverdækning på ikke mindre end 13,8 procentpoint.

Holdt igen

2011-rapporten fra bankdirektør Lars Frank Jensen og co. viste et overskud før skat på 14,3 mio. kr. mod 18,2 mio. kr. i 2010. Bundlinjen landede på 10,6 mio. kr., det var 3,2 mio. kr. mindre end i 2010.

Nedskrivningerne var næsten på samme niveau som i 2010, dog voksede de faktisk en anelse med en lille million kroner til 53,4 mio. kr.

Med til at sænke resultatet i Aabenraa er bidrag til indskydergarantifonden, som var på 3,9 mio. kr. sammenholdt med et rundt 0 i 2010. På den anden side trækker det op, at indskud til Det Private Beredskabg i 2010 var på mere end 6 mio. kr. i 2010, mens der i 2011 ikke var nogle udgifter på den post.

På omkostningssiden har ledelsen holdt igen og kan notere en omkostningsbase, der med 66,8 mio. kr. er 2,7 mio. kr. mindre end året før.

På kursreguleringer er Kreditbanken et særsyn i den danske banksektor, hvor årets resultat på den konto er vokset fra 4,8 mio. kr. til 5,5 mio. kr.

Netto rente- og gebyrindtægterne er under pres og dykker fra 142,4 mio. kr. til 134 mio. kr. i 2011.

Betaler udbytte

Går man til balancen er der en lille fremgang på 35 mio. kr. på indlånssiden op til 1,45 mia. kr., mens udlånsefterspørgslen er til at overse med et dyk på 42 mio. kr. til 1,45 mia. kr.

Allerede tilbage i efteråret sidste år, i forbindelse med bankens Q3-regnskab, efterlyste bankens topchef, at kunderne vil låne nogle penge, så han kunne indfri ambitionen om at øge udlånet med mellem 5-10 pct. i løbet af det kommende år.

Banken betaler et udbytte svarende til 20 pct. , det er 20 kr. pr. aktie.

"Kreditbanken vurderer, at der fortsat er stor usikkerhed forbundet med at vurdere konjunktursituationen og virkningerne af den. Banken forventer derfor også i 2012 at skulle operere med et relativt højt niveau for nedskrivninger på udlån og tilgodehavender. På det grundlag budgetterer banken i 2012 med at realisere et positivt resultat på op til 15 mio. kr. før skat," skriver banken i regnskabet og uddyber, hvad der på indtjeningssiden ligger til grund for den forventede indtjening i 2012.

Lars Frank Jensen og den øvrige ledelse i banken forventer et fortsat dyk i netto rente- og gebyrindtægterne, mens man forventer at kunne fastholde samme omkostningsniveau som i 2011. Til gengæld forventes det at nedskrivningerne vil bevæge sig i den rigtige retning i 2012.

I slutningen af ledelsesberetningen fra den sønderjydske bank står der, at banken afventer Finanstilsynets ændrede regler for nedskrivninger på udlån. Hertil konstaterer banken, at hvis ændringerne implementeres med tilbagevirkende kraft, kan "...påvirkningen være væsentlig".

Kreditbanken: Vi har ikke organisationen til ekspansion 

 

Nøgletal fra Kreditbankens årsrapporter 07-11:

 

Fra resultatopgørelsen:

 

(mio. kr.) 2011 2010 2009 2008 2007  
Netto renteindtægter 106,6 111,8 122,8 107,7 95,4  
Netto gebyrindtægter 27,4 30,6 26,5 26,5 32,8  
Kursreguleringer 5,5 4,8 6,7 2 5,4  
Basisindtægter før nedskrivninger 67,6 70,8 80,7 71,6 71,4  
Nedskrivninger 53,4 52,6 76,2 33,2 5,7  
Resultat før skat 14,3 18,2 4,6 38,4 65,7  
Nettoresultat 10,6 13,8 3,3 27,6 49,8  

 

 

Fra Balancen:

 

(mia. kr.) 2011 2010 2009 2008 2007  
Indlån 1,576 1,541 1,714 1,751 1,53  
Udlån 1,44 1,49 1,615 1,729 1,708  
Egenkapital 0,391 0,387 0,371 0,369 0,35  

 

 

Diverse nøgletal:

 

Øvrige tal – seneste 2 år: 2011 2010    
         
Udlånsvækst i pct. -2,8 -7,7    
Indlånsvækst i pct 2,3 -10,1    
Faktisk solvens i pct. 21,9 21,4    
         
Egenkapitalforrentning i pct. 2,7 3,6    
Årets nedskrivninger i pct. 3,1 2,7    
Indtjening pr. omkostningskrone 1,11 1,14    
Udbytte pr. aktie 20 kr 20 kr    

 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også