Ugebrev: Vestjysks DLR-aktier sælges til overpris

Nationalbankens køb af Vestjyske Banks aktier i DLR Kredit sker til en ekstrem attraktiv værdiansættelse, nemlig til en kurs omkring 0,9 af den bogførte egenkapital. Det skriver Økonomisk Ugebrev. Opdateret 10:28.
AF RITZAU FINANS

Rettet 10:28 Økonomisk Ugebrev skriver i dag, at aktierne i Vestjysk allerede er solgt. Det er de dog ikke blevet endnu.

"Værdiansættelsen er fastsat i en aktionæroverenskomst mellem lokale pengeinstitutter og regionalbanker, som i dag ejer DLR. Problemet er blot, at
tiderne har ændret sig meget, siden overenskomsten blev indgået, og på grund af finanskrisen er værdiansættelserne på finansaktier i dag markant lavere. En kurs omkring 0,5 eller 0,6 af den bogførte egenkapital ville bedre svare til virkeligheden," skriver ugebrevet.

Kurs 0,5 i indre værdi ville udløse lavine

"Faktum er, at Nationalbanken ville udløse en lavine blandt de mindre og mellemstore pengeinstitutter, hvis DLR-aktierne blev handlet tættere på øvrige
finansaktier omkring 0,5 i indre værdi. I dag er det nemlig sådan, at bankerne i deres regnskaber bogfører deres DLR-aktier til indre værdi, hvilket for ejerne af DLR under ét svarer til 7,1 mia. kr.," oplyser ugebrevet.

En regulering vil samlet set betyde et kurstab for de mindre og mellemstore banker på ca. tre mia. kr.

Det forhold, at DLR-aktier ikke altid tæller med i ejernes kapitalgrundlag, betyder, at en række andre banker med DLR-aktier også gerne vil sælge deres
aktieposter, oplyser DLR's adm. direktør Bent Andersen til Økonomisk Ugebrev.

National løsning

"Vi har kendskab til, at der er andre banker i vores ejerkreds, der gerne vil sælge deres DLR-aktier. Men det kræver jo, at der er nogen, der vil købe dem," siger han.

Han venter ikke, at Nationalbanken vil stille sig op med åbne arme og tage imod DLR-aktier fra andre banker.

Bent Andersen vurderer overfor Økonomisk Ugebrev, at en værdiansættelse på 0,9 af indre værdi afspejler en reel markedsværdi.

"Han fremhæver, at DLR også under finanskrisen har klaret sig med plusser på bundlinjen, og han ser ikke markant stigende udlånstab i landbruget, selvom der har været meget snak om et skrantende landbrug," skriver ugebrevet.

DLR har i regnskabet for årets første tre kvartaler udlånsnedskrivninger på ca. 100 mio. kr. ud af den samlede udlånsportefølje på 133 mia. kr. Ejerbankerne bag ved DLR dækker hele udlånstabet på erhvervsejendomme, men DLR skal dække op til 200 mio. kr. årligt på landbrugsudlånene på ca. 80 mia. kr.

Ritzau Finans

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også