Låste garanter truet af renteskuffelse

Hvis Sparekassen Østjyllands garanter på et tidspunkt får lov at få deres fastfrosne penge, skal de ikke vide sig for sikre på, at renterne kommer med.

Alarmklokkerne ringer, når garantkapitalen i sparekasse bliver låst fast, som det skete i Sparekassen Limfjorden i november, en måned før man reddede sig via en fusion, og som Sparekassen Østjylland for knap en uge siden blev tvunget til at gøre.

Men nu viser det sig, at ikke alene er garanterne i Sparekassen Østjylland fanget på pengeinstituttets bøger på uvis tid - der er også begrundet tvivl om hvorvidt, sparekassen rent faktisk vil give - eller overhovedet kan give - de høje renter på indlån, man har lokket garanterne til med.

Det skyldes nye regler, der betyder renten på lånene fremover ikke kan fastsættes af sparekassens ledelse selv, men i stedet skal vedtages af det østjyske repræsentantskab.

Den forsamling skal skele til sparekassens økonomiske tilstand og resultat for året, inden man beslutter sig for hvilken rente, man kan tilbyde de låste garanter.

Dermed er garanterne afhængige af to faktorer for at sikre, at den aftale, man oprindeligt indgik med Sparekassen Østjylland - og som nu bruges til at holde deres penge tilbage - rent faktisk bliver overholdt.

To farer

Og på begge fronter ser det skidt ud: I forhold til årsresultatet oplyste Sparekassen sidste uge stille på sin hjemmeside, at man må på grund af Finanstilsynets nedvurdering af priserne på landbrugsjord må komme med en nedjustering af de resultat, der eller tegnede til at blive et mindre overskud.

Det er endnu uvist hvor stor nedjusteringen bliver, men ved udgangen af tredje kvartal havde sparekassen efter to år med katastrofale underskud på 135,2 mio. kr. i 2009 og hele 169,1 mio. i 2008 sikret sig et foreløbigt overskud på 28,5 mio. kr. før skat.

Og kan sparekassen ikke lande et solidt overskud i år, spiller det ind over for den i forvejen pressede kapitalsituation i det østjyske.

Sparekassen valgte sidste efterår stik imod det, der plejede at være god skik og brug i bankerne, at holde fast i to kapitallån ud over første mulighed for at tilbagebetale. Det skete for at polstre kapitalen - solvensen i Sparekassen Østjylland var ved halvåret på 16,1 pct., mens solvensbehovet ifølge bankens opgørelse var på 11,88 pct. De to lån med første call i november sidste år udgør 175 mio. kr. af bankens kapital, mens et statslån tegner sig for 300 mio. kr. I alt udgør den lånte kapital 532 mio. kr. af bankens sikkershednet.

Banken havde ved halvåret garantikapital på 258,6 mio. kr. og overført overskud på 234,7 mio. kr. De resterende 57,3 mio. kr. i efterstillet kapital udløber i 2015 og 2016.

Strafrenter

Cirka halvdelen af Sparekassen Østjyllands kapital stammer altså fra statslån, Scandinotes og Kalvebod Brygge-papirer. De to sidste lån passerer strafrentegrænsen i november og bliver samtidig mindre og mindre værd frem mod det endelige call i 2014 – hvor statslånet efter den politiske plan skal indfries, og hvor det ellers gradvist bliver markant dyrere at indfri.

”Sparekassen har naturligvis udarbejdet en udførlig langsigtet kapitalplan, hvoraf det fremgår, at vi indfrier de to første lån ved forfald i november 2014 samt, at vi forventer at påbegynde indfrielse af den hybride kernekapital til staten allerede i 2014. Kapitalplanen (...)  sikrer en tilfredsstillende kapital og dermed solvens i Sparekassen,” skrev adm. direktør Henning Niekrenz fra sparekassen i efteråret i en mail til FinansWatch og fortsatte:
 
”Det er en del af sparekassens strategi, at vi vil gøre os uafhængig af funding fra andre pengeinstitutter. Jeg kan endvidere oplyse, at sparekassen har en meget tilfredsstillende basisindtjening som fortsat udvikler sig positivt. Vi forventer at komme ud af 2011 med et meget tilfredsstillende resultat.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Henning Niekrenz til denne artikel.

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også