Banker finder fejl i 20.000 gældssager

Banker har fejlinformeret domstole om blandt andet konkurser og dødsboer. Sager risikerer at gå om.
Danske banker har fejl i omegnen af 20.000 gældssager, som risikerer at gå om. | Foto: Lærke Posselt/Ritzau Scanpix
Danske banker har fejl i omegnen af 20.000 gældssager, som risikerer at gå om. | Foto: Lærke Posselt/Ritzau Scanpix
af ritzau

I omkring 20.000 gældssager om blandt andet konkurser og dødsboer har danske banker sendt forkerte gældsoplysninger til samtlige byretter i Danmark.

Det fremgår af en korrespondance mellem Finans Danmark og Domstolsstyrelsen, som Børsen har fået aktindsigt i.

Sagerne risikerer nu at skulle gå om, fordi de kan være blevet afgjort forkert.

Tallet er dog behæftet med en vis usikkerhed, da bankerne stadig er i gang med at gennemgå sagerne.

”Uanset dette kan vi dog oplyse, at der formentlig vil være i omegnen af 20.000 sager, som vil blive oversendt til retterne,” skriver Finans Danmark ifølge Børsen.

Domstolsstyrelsen er bekymret for, at arbejdet som følge af bankernes fejl vil lægge et yderligere pres på byretterne med stort ressourceforbrug.

Det skriver styrelsen til Finans Danmark, der er bankernes interesseorganisation, fremgår det af aktindsigten, skriver Børsen.

Finans Danmarks juridiske direktør, Kjeld Gosvig-Jensen, påpeger over for mediet, at de 20.000 sager er inklusive de 16.000 sager, der tidligere er kommet frem fra Danske Bank.

For fire år siden kom det frem, at Danske Bank i en årrække havde opkrævet for meget gæld af kunder i gældssager.

Herefter afkrævede Finanstilsynet de største banker til at undersøge deres systemer.

I 2021 kunne Danske Bank konstatere, at banken fandt omkring 16.000 fejlbehæftede sager.

Banken kunne ikke redegøre for, hvor store beløb der var tale om. Men Danske Bank kan have fået for mange penge ud af konkursboerne på bekostning af andre kreditorer.

Finans Danmark svarer ikke på, hvor store beløb de 20.000 sager omhandler, hvilke banker der er tale om, eller hvor mange banker, der har lavet opgørelser over antallet af sager, skriver Børsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også