Styrelse sender i maj endelige vurderinger for ejerlejligheder

Det bliver første gang i cirka ti år, at landets ejere af cirka 300.000 ejerlejligheder får en ny vurdering.
Nye vurderinger er på vej ud til landets lejlighedsejere. | Foto: Thomas Borberg
Nye vurderinger er på vej ud til landets lejlighedsejere. | Foto: Thomas Borberg
AF RITZAU

Vurderingsstyrelsen er i maj gået i gang med at udsende endelige 2020-vurderinger for ejerlejligheder.

Det oplyser Vurderingsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Det bliver første gang i cirka ti år, at landets ejere af cirka 300.000 ejerlejligheder får en ny vurdering.

”Det er en god nyhed for boligejerne, som bringer os endnu et skridt tættere på målet om, at alle ejerboliger inden årets udgang modtager en 2020-vurdering,” siger direktør for Vurderingsstyrelsen, Anne-Sofie Jensen, i pressemeddelelsen.

Ejerlejlighederne fordeler sig ifølge styrelsen over hele landet med flest placeret i København, Frederiksberg, Gentofte, Aarhus, Aalborg og Odense. Det er i disse byer, at ejere i første omgang vil modtage en ny vurdering.

Ud over vurderinger af ejerlejligheder er Vurderingsstyrelsen fortsat i gang med at udsende vurderinger til landets ejere af sommerhuse og parcel- og rækkehuse.

2020-vurderingen danner grundlag for beskatningen i årene 2021 til og med 2023. Boligskatten i de år er i første omgang blevet opkrævet på et midlertidigt grundlag.

I forbindelse med den endelige 2020-vurdering får boligejerne desuden et overblik over, om de skal have penge tilbage, fordi de har betalt for meget i skat som følge af en for høj vurdering i perioden 2011 til og med 2020.

De endelige 2020-vurderinger er blevet forsinket flere gange.

I november blev partierne bag aftalen om de nye vurderinger orienteret om, at ingen ejere af hverken lejligheder eller sommerhuse ville få en 2020-vurdering inden udgangen af 2023.

Boligskatten i 2024 bliver beregnet på baggrund af en ejendomsvurdering for 2022. Også her bliver skatten i første omgang opkrævet på et midlertidigt grundlag.

Vurderingsstyrelsen forventer at udsende de endelige 2022-vurderinger i 2025.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også