Landets største sparekasse sænker modvilligt boligrente: "Vi har været tvunget til det"

Rentekrigen er for alvor skudt i gang blandt landets største banker, men flere af de mindre banker afventer stadigvæk.
Adm. direktør i Sparekassen Danmark Vagn Hansen så gerne, at bankerne havde ventet på Nationalbanken. | Foto: Jan Bjarke Mindegaard, Watch Medier
Adm. direktør i Sparekassen Danmark Vagn Hansen så gerne, at bankerne havde ventet på Nationalbanken. | Foto: Jan Bjarke Mindegaard, Watch Medier

Flere af landets største banker har de seneste uger været ude at sænke udlånsrenten på boliglån.

Men bankerne burde have ventet på Nationalbanken, der styrer renten for at holde inflationen nede. Det mener Vagn Hansen, adm. direktør i Sparekassen Danmark, der er landets største sparekasse. 

”Hvis der var kommet et signal fra Nationalbanken om, at nu er der plads til at sætte renterne ned, så synes jeg, at man kunne starte rentekrigen der,” siger Vagn Hansen til FinansWatch.

Men sparekassen har alligevel valgt at sænke renten fra 27. maj. Det nye rentespænd bliver på 4,65-9,95 pct. mod 6,20-12,50 pct. tidligere. Vagn Hansen mener ikke, at Sparekassen Danmark havde et andet valg end at følge med i rentekrigen.

”Vi har været tvunget til at sænke renten af markedet, for vi kan jo ikke stå som det eneste pengeinstitut, der ligger skævt, i forhold til hvordan markedet sætter priser på boliglån. Hvis ikke vi vil miste vores kunder, så er vi nødt til at være konkurrencedygtige,” siger han.

Hos Danske Andelskassers Bank (DAB) har man derimod ikke fulgt trop på konkurrenterne og sænket renterne på boliglån. Banken afventer Nationalbankens næste træk på rentesiden. 

”Vi har noteret os, at nogle af de store spillere har sænket renterne på boligfinansiering, men vi har en praksis om primært at følge Nationalbanken, og det gør vi også i det her tilfælde,” siger adm. direktør Jan Pedersen. 

I øjeblikket har DAB en rente på den type boliglån på 7,65-11,15 pct., og Jan Pedersen erkender, at man derfor ikke kan konkurrere på prisen med de banker, der på det seneste har sænket renten. 

”Det vil vi have problemer i nogle situationer, og så må vi forholde os til det.”

Han siger, at prisen altid er til forhandling. 

”Det er altid muligt at få en god sludder med os,” siger han. 

Forventer renteændringer

Hvis de resterende banker vil se attraktive ud for nye kunder, bliver det ifølge cheføkonom i Mybanker Jens Hjarsbech vigtigt for dem at følge med i rentekonkurrencen. 

”Det er oftest nye boligkøbere, som skal bruge boliglånet, og der er nu en ret stor forskel mellem bankerne. Jeg tror helt klart, at det kan være med til at flytte kunderne. For når man skal ud at købe sin første bolig, så er det naturligt at begynde at søge rundt efter nye banker og holde dem op mod hinanden,” siger Jens Hjarsbech til FinansWatch.

Flere banker melder også løbende ud om lavere boligrenter, en af dem er Middelfart Sparekasse, som fra 21. maj ændrede udlånsrenten til 4,85-8,50 pct. fra 6,60-11,10 pct. Sparekassen Sjælland-Fyn har også sænket renten på boliglån. 

En anden bank, der endnu ikke har sænket udlånsrenterne, forventer da også, at rentejusteringerne kommer.

Hos Sparekassen Djursland mener adm. direktør Peter Lading Sørensen, at det er vigtigere, hvad man kan tilbyde kunden, når de kommer ned i banken. I sparekassen er renten på boliglån i øjeblikket 6,20-12,50 pct. 

Han mener, at renteprissætningen i højere grad er en forhandling med kunden, men renteændringer er stadigvæk med i overvejelserne.

”Det kigger vi selvfølgelig også på, om vi skal gøre. Men hvis jeg er lidt grov, er det lidt vinduespyntning. Fordi den måde det foregår på i dag, når man laver en rente til en kunde, man gerne vil have, er, at det er en samlet pakke til forhandling,” siger Peter Lading Sørensen. 

Hos landets mindste pengeinstitut, Stadil Sparekasse, holder man øje med udviklingen, men afventer stadigvæk at lave en rentejustering. I øjeblikket er renten 7,20 pct. 

Adm. direktør i Stadil Sparekasse Janus Vestergaard fortæller, at boligrenten ikke er den vigtigste rente for sparekassens kunder.

”For vores kunder er det ikke et stort problem - mange får egentlig kun et realkreditlån. Det er meget få, der egentlig også skal have et boliglån, fordi priserne er så lave i vores område. Så det er ikke rigtig noget, vi mærker et pres på,” siger Janus Vestergaard.

Han henviser til, at Stadil Sparekasse har sit markedsområde i Vestjylland, hvor huspriserne er lave, og derfor er der i mange tilfælde ikke brug for realkreditlån, når kunderne køber bolig. 

Dyrt at ændre renten

Vagn Hansen forstår godt, at der er kommet konkurrence på netop boligbanklånet. 

”Der tjenes gode penge i sektoren, og boligkunder er jo dem, man rigtig gerne vil have. Så det er vel et naturligt sted, at man begynder at skærpe konkurrencen,” siger Vagn Hansen.

Bankdirektøren er dog mere tvivl om niveauet nogle af renterne er endt på. For med en udlånsrente på fx 4,25, som er prisen i Nykredit, mener han ikke, at det er renterne, man tjener godt på. 

”Hvis man regner på den alternative anbringelse af pengene i Nationalbanken til 3,60 pct. og indregner kapitalbelastningen på, at man låner pengene ud, og der også skal være en lille smule til, at man kan få et mindre tab på et eller andet tidspunkt og lidt til indtjening, så er det en underskudsforretning. Der kan så være andre ting, som gør, at man vil gøre det alligevel,” siger Vagn Hansen.

Og det kan stadigvæk give mening at følge med i rentekrigen ifølge Jens Hjarsbech fra Mybanker. 

”Hvis de andre banker vil holde på kunderne eller tiltrække denne her type kunder, som jo normalt er en ret attraktiv kundegruppe, så bliver de nødt til følge med på renterne, for det kan være starten til et langsigtede kundeforhold. Hvis man vil være konkurrencedygtig, så bliver man simpelthen nødt til at følge med,” siger han.

Vigtig for nye boligejere

Udlånsrenten på boliglån er særlig vigtig for førstegangskøbere. De første 80 pct. af en boligs pris bliver typisk finansieret med et realkreditlån, hvilket gør bankboliglånet særligt vigtigt for nye på boligmarkedet, der skal låne til det resterende beløb.

Prissætningen af renten er en vigtig parameter, når folk skal vælge et boliglån ifølge Jens Hjarsbech.

”I første omgang, så ser man rigtig meget på prisen, men hvis der er nogen, som er relativt ens prismæssigt, så begynder andre ting at være vigtige, og det er tit sådan noget som forholdet til rådgiveren, der betyder noget,” siger Jens Hjarsbech.

Vagn Hansen medgiver, at prisen betyder noget, når man skal lokke kunder ind i butikken, men han mener samtidig, at den samlede pakke, man tilbyder, er vigtig. 

”Vi vil hele tiden sikre, at vi er konkurrencedygtige. Men det gælder ikke kun på et enkelt produkt. Det er på hele kundeforholdet, at man skal være konkurrencedygtig. Så der er jo mange elementer, der spiller ind,” siger Vagn Hansen.

Han peger på flere ting, man kan skrue på for at være attraktive for kunderne som fx pensionsordninger, investeringer, kort og forsikringer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også