Maleriet afbilleder en ung, slank og nøgen mand på hesteryg med et spyd i hånden. Hesten spiser af det mørkegrønne græs, manden skuer udtryksløst frem. Hans omrids vibrerer med lys. 

”Jeg ville aldrig købe sådan et maleri til bankens kunstsamling i dag. Det er et af de billeder, jeg synes er problematiske og har et forkert udtryk. Der er virkelig sket noget i synet på køn og magt,” siger Bettina Fornitz. 

Hun er kurator og kunsthistoriker i Danske Bank og har ansvaret for at udvælge de historiske genstande og kunstværker, som får lov at komme med fra det ikoniske hjem i Holmens Kanal til det nye domicil i Postbyen, som banken flytter ind i næste år. 

Maleriet af den nøgne mand på hesteryg med titlen ’Solrytter’ er malet af William Scharff i 1921 og blev købt af en daværende direktør i Handelsbanken, der siden blev til Danske Bank, som havde forelsket sig i den danske malers kunst. 

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Men hverken det eller en stribe andre kunstværker med upassende budskaber skal op på væggene i det nye domicil.

”Den nye kunst som bliver købt til det nye hus er mere neutral i sit udtryk,” siger hun og vender sig mod et af William Scharffs andre malerier, som til gengæld kommer med over i det nye hovedsæde: Et billede af en gruppe høns i klare farver.

Fortiden kan ofte oplevelses som en ganske distanceret størrelse. Også selvom den ustandseligt er lige bag os, som en skygge der flytter sig ved hvert et skridt. 

Men som det er tilfældet med Danske Banks flytning presser fortiden sig af og til på og afkræver spørgsmål. Hvad skal fortælles? Hvad skal ikke fortælles? 

En romersk feltherres værk

Kunne man tage Danske Banks hovedsæde på Holmens Kanal og vende det på hovedet, tilhører alle de ting, som ville rasle ud, banken. Resten bliver, hvor det er, og det er ikke så lidt. 

Det er først og fremmest bygningerne selv, hvoraf Erichsens Palæ, opkaldt efter den oprindelige ejer, skibsreder Erich Erichsen, med sin facade mod Kongens Nytorv er den arkitektoniske perle. 

Palæet blev tegnet i slutningen af 1700-tallet af C.F Harsdorff, mens udsmykningen blev lavet af franskmanden Pierre-Etienne Le Sueur, der tilfældigvis var forbi Danmark og udsmykke det Kongelige Teater (som efterfølgende brændte og blev genopbygget), da Erichsen tog fat i ham.

Erichsens Palæ rummer uvivlsomt de smukkeste og mest utilstrækkelige kontorlokaler i den danske finanssektor. Ejendommen er fredet, hvorfor der hverken kan tilføres elektricitet eller lys. De få computerskærme bliver kørt rundt på hjul, mens nogle af værelserne, som i dag er mødelokaler, prydes ejendommeligt af et flipboard, der giver 1800-tals-lokalerne et lidt komisk tilsnit. 

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Erich Erichsen var en levemand, det fornægter sig ikke over 200 år efter hans død. Værelser som teatersalen, musikværelset, hjørneværelset, spisestuen og alkoveværelset viser en forretningsmand ved sin magts højeste. 

Palæet er tænkt som en kopi af græske Akropolis, og i det hele taget ønskede Erichsen at leve som de gamle grækere. Loftet i spisestuen afbilleder Olympen og Zeus, der får hældt nektar i sit bæger af Hera. Rundt om synes et stort solsejl at være spændt ud, som var man trådt ind i en romersk villa. Overalt er der symboler som muslingeskaller og treforke, som peger tilbage på rigdommens kilde, nemlig søfarten. 

Kjøbenhavns Handelsbank overtog ejendommen i 1888, og derfor er værelserne også mættet med banksymboler: Børsen, der er afbilledet og præsenteret på utallige måder, kunstværker med romerske guder som Merkur (handel), Fortuna (lykken) og Neptun (havet). 

Det er ikke mange af de historiske genstande fra Erichsens palæ, der kommer med videre. Størstedelen vil blive solgt fra på auktion eller doneret til velgørenhed.

”De få ting, der kommer med, er nøje udvalgt ud fra, at jeg kan fortælle en spændende historie, som relaterer sig til banken,” fortæller Bettina Fornitz. 

De ting, som ikke kommer med, er f.eks. malerier, som er alt for høje til det nye hovedsædes vægge, en stor mængde masseproducerede litografier fra 1980’erne samt værker med tydelig nøgenhed, motiver med obskøne handlinger som hvaldrab eller portrætter af hvide mænd i pompøse guldrammer.

Et af de vragede værker er et andet maleri William Scharff fra 1944, som afbilleder en nøgen kvinde, der spiller violin, og som ifølge Bettina Fornitz har vakt en del af medarbejdernes forundring. 

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Blandt de udvalgte genstande er få designmøbler samt nogle krukker, som vil få plads på borde med indbyggede podier i et mødeområde. Derudover er der også enkelte malerier, som et landskabsbillede med køer af fynboen Peter Hansen, hvis motiver peger tilbage på bankens tætte forbindelse til landbruget. 

Modsat Danske Bank varede Erichsens succes ikke ved. Skibsrederen, der tjente fedt på handlen mellem Norden og Østen, fik stjålet sine skibe, da England bombede København i 1807, og han fik aldrig fæste igen. Han gik fallit i 1833 og mistede ejendommen på Kongens Nytorv. 

Frokoststue for de få

I 1990 dukkede et hoved frem gennem murbrokkerne. Det var den daværende direktør for Den Danske Bank Knud Sørensen, som med en lille happening markerede fusionen med sin store nabo, Handelsbanken.

Den Danske Bank, der frem til 1976 hed Landsmandsbanken og i 2000 fjernede ”Den” fra navnet, havde nemlig haft til huse i det tilstødende ejendomskompleks, hvoraf den ene bygning, ligesom Erichsen Palæ, er tegnet af Harsdorff. Ved den lejlighed til en schweizisk købmand ved navn Peschier, der kom til Danmark for at eksportere korn til de fransktalende lande. 

Nu blev banken og ejendommene samlet, og i dag er et lille avisudklip hængt op til minde om begivenheden, mens en tydelig skillelinje mellem det blå og røde gulvtæppe peger tilbage på bankens todelte historie. 

(Artiklen fortsætter efter billedet)

”Det er et godt eksempel på, at der er rigtig meget historie, som vi ikke kan tage med, og gangen bliver antageligt muret til igen, når vi flytter,” fortæller Bettina Fornitz.

Noget andet, som ikke lader sig flytte, er 12-møde-salen med dets egetræpaneler og marmorsøjler, der er forbundet via en fløjdør til kontoret, der har huset alle 16 direktører i Danske Bank, og hvor topchef Carsten Egeriis også har skrivebord i dag. 

Før i tiden ville døren til direktørens kontor gå op klokken 12, og han (direktøren har endnu aldrig været en kvinde) ville træde ned ad den lille trappe med det røde gulvtæppe og indlede mødet. 

I lokalet er et stort maleri af Børsen, med dets mylder af bønder som formentlig er kommet til hovedstaden for at handle korn og søge kapital, som til gengæld vil få en central placering i det nye hus og indgå som en del af fortællingen i bankens nye museum, som Bettina Fornitz er i spidsen for at kuratere. 

”Børsen går igen som motiv mange steder i banken, for det har betydet rigtig meget for banken,” fortæller Bettina Fornitz. 

I etagen ovenpå og til højre for 12-møde-salen og direktionsgangen, der kaldes for ”cigarkassen”, finder man Landmandsbankens første direktør Isak Glückstadts private bolig. Han boede her mellem 1882 og 1910, så hjemmearbejde er ikke ligefrem et moderne fænomen, som Bettina Fornitz bemærker. 

(Artiklen fortsætter efter billedet)

I dag er der gæstefrokoststuer forbeholdt direktionen, og derfor er de historiske rammer også med til at fastholde bankens hierarki. Det er også i de værelser som disse, at den gode kunst historisk har befundet sig. I det nye hovedsæde vil kunsten blive tilgængelige for alle medarbejdere og direktørerne mister deres fortrolige opholdsrum. 

”Kunsten er en god måde til at nedbryde hierarkier, og jeg synes, alle medarbejdere bør få glæde af den gode kunst,” siger kunsthistorikeren. 

En historie om fremskridt og forlis

I atriumgården med det store ovenlysvindue af glas i art nouveau-stil, som forbinder de gamle Harsdorff-tegnede bygninger med de nyere bygninger, finder man, hvad Bettina Fornitz, beskriver som et af hovedværkerne i Danske Banks kunstsamling: 

En massiv statue af Fru Fortuna, lykkens gudinde, symbol på velstand og rigdom. I hendes ene arm bærer hun et overflødighedshorn, med den anden løfter hun en klase vindruer som symbol på vækst og frodighed. Under sine fødder har hun en kugle. 

”Det er et symbol på, at når man står med overflødighedshornet og rigdommen, er det altid en balance. Kuglen kan forsvinde under dig, hvis man ikke passer på,” fortæller Bettina Fornitz. 

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Men hun har store vinger på ryggen, og gudinden står køligt og overlegent på den runde overflade. Så banken har følt sig godt tilpas, da værket af Vilhelm Bissen blev købt ind i 1908. Det var da også under Første Verdenskrig, hvor banken - og bankens storkunder - tjente godt på at bespise de krigende folk. 

Statuen har også en dobbeltbetydning, fortæller Bettina Fornitz. 

Lykkens gudinde er nemlig også på våbenskjoldet i byen Glückstadt, som blev grundlagt af Christian den 4. i 1600-tallet. Han inviterede forfulgte jøder fra Europa og blandt dem var en portugisk familie, som siden tog navnet Glückstadt. Familien endte i Fredericia og senere i København og gennem flere led, var det altså Isak Glückstadt, der endte som Landmandsbankens første direktør og blev på posten i 38 år. 

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Med til historien hører dog også, at bankens anden direktør var Emil Glückstadt, og han havde mindre held med sine forehavender end sin far, da han overtog i 1910. Hans børsspekulationer og regnskabssnyd endte nemlig med det største bankkrak i danmarkshistorien og førte til, at banken kom på statens hænder i en periode. 

Ligesom Erichsen, der mistede alt i det britiske bombardement i 1807, mistede banken ved den lejlighed sit fæste på den glatte kugle.

”Fru Fortuna” er på grund af sin historiske og kunstnerstiske tyngde et af de værker, der ikke er blevet vejet og fundet for let. Det skal stå centralt i det nye hovedsædes atrium på et reposudspring. 

En usædvanlig kvindes mesterværk

Isak Glückstadt gemmer sig i hjørne af atriumgården. 

Glückstadts bronze-busten fra 1896 er ifølge Bettina Fornitz speciel på flere måder. For det første er det én af de få buster, man kender med briller. For det andet er den lavet af en kvinde, nærmere bestemt Nielsine Petersen, på et tidspunkt, hvor kvinder slet ikke kunne få lov at uddanne sig til billedhugger. 

(Artiklen fortsætter efter billedet)

”Her står den gemt væk i en skammekrog. Ingen kender historien bag, ingen ved, at den er lavet af en kvindelig skulptør. Jeg får i det nye museum mulighed for at få den frem, fortælle historien og lade den indgå i en spændende sammenhæng,” siger Bettina Fornitz. 

I loft-hvælvingen over den afdøde bankdirektør er afbilledet en delfinhale, der snor sig rundt om en lille buket korn. Delfinen er et symbol på søfarten, mens kornet refererer til landbruget. De to symboler var desuden afbilledet på samtlige danske mønter i perioden mellem 1874 og 1906. 

”Det var de to bærende søjler i dansk økonomi på det tidspunkt og to helt centrale symboler for banken,” fortæller Bettina Fornitz. 

Et stort standur fra 1921, givet til banken i forbindelse med 50-års jubilæet, pryder også atriumgården. Det er det eneste af de mange ure, som kommer med. Urværket er lavet af Jens Olsen, der er kendt for Verdensuret på Københavns Rådhus, og resten af uret er lavet af fire andre store håndværkere, der blandt andet har dekoreret det med landbrugsscener og menneskets fire livsaldre.

Og så repræsenterer det en interessant historie, mener Bettina Fornitz.

”Begrebet om, at tid er penge, har altid fyldt meget i banken. Det var egentlig den amerikanske præsident Benjamin Franklin, der opfandt talemåden, men det er blevet brugt rigtig meget i banken gennem tiden,” fortæller Bettina Fornitz. 

(Artiklen fortsætter efter billedet)

I atriumgården er også tre malerier af Pia Andersen, der ligesom flere af værkerne er købt ind, fordi den faldt i en tidligere direktørs smag.

”De kommer med, fordi de er dekorative og passer ind i store møderum. Og med deres motiv af marker og havet hænger de godt sammen med bankens landbrugshistorie,” fortæller Bettina Fornitz. 

Sammenholdets lyse bud

Længere oppe i det labyrintiske ejendomskompleks, hovedsædet består af i alt 14 forbundne ejendomme, er en væghøj metalinstallation, som ikke ligner noget andet på Holmens Kanal. 

Det er Robert Jacobsens værk ’Sammenhold’, som blev lavet i 1973 i anledning af Handelsbankens 100 års jubilæum og betalt af bankens medarbejdere, der skænkede banken værket som gave.

Relieffet forestiller indmaden i en bankboks, mens der også er indsvejset en kugleramme og en række halve enkroner, som synes at flyve opad. Kunstnerens tanke var ifølge Bettina Fornitz, at når man har en krone, føles det altid som en halv, og så synes de at have en tendens til at flyve op ad lommen.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

”Værket hedder sammenhold, fordi det er sat sammen af metalfragmenter, men det betegner også sammenholdet blandt medarbejderne, så det har et vigtigt budskab for de ansatte, og jeg synes, vi skylder de medarbejdere, der brugte penge ad egen lomme på at tage godt vare på værket,” siger kuratoren.

Senere i september vil det blive transporteret ud gennem et hul i væggen, som vil laves til lejligheden, og holdes på lager, indtil det er klar til at blive indsat i det nye hovedsædes atrium, hvor det vil kunne anskues fra alle sider og møde ansatte og kunder, der strømmer ind og ud af bygningen.

I dag befinder det sig ligesom busten af Isak Glückstadt i en skammekrog og få ved, at den eksisterer, og hvad den betegner.

”Selvom vi kommer til at sige farvel til meget kunst og meget historie, har jeg ro i maven, for de kunstværker, som kommer med, de kommer frem i lyset og får et nyt liv,” siger Bettina Fornitz.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Det nye hovedsæde i Danske Bank vil også rumme nyindkøbt kunst. Bettina Fornitz har indkøbt tre værker, der alle centrerer sig om bæredygtighed og den grønne omstilling. 

Det drejer sig om en videoinstallation af kunstneren Sarah Koppel, der handler om udrydningstruede dyr og planter, og som kommer til at køre i loop; et lysværk af Astrid Myntekaer som forestiller et stort, lysende insekt; en skulptur af genbrugsmaterialer fra de materialer der bliver tilovers efter flytningen fra hovedsædet på Holmens Kanal af kunstneren Shane Brox. 

Den nye kunst er i tråd med bankens klimaplaner og ambition om at være klimaneutral i 2050, siger Bettina Fornitz.

”Kunst med fokus på bæredygtighed kan være med til at minde os om den grønne dagsorden.” 

Historien er ikke kun en distanceret størrelse, det er også let at komme til at anskue den som neutral. Som en samling af hændelser, der har ledt os frem til i dag. Men sådan er historien ikke, og det vidner de efterladte kunstværker bedre om end noget andet. 

Historien ånder og taler gennem skulpturer, malerier og vaser. Og så er det bare om at lytte. 

Og fortælle en ny.