Morgan Stanley vil fyre omkring 3000 medarbejdere

Det er blot få måneder siden, at den amerikanske bank Morgan Stanley nedlagde 2 pct. af sin arbejdskraft.
Kilder fortæller til Bloomberg, at Morgan Stanley vil nedlægge omkring 3000 stillinger. | Foto: Aaronp/AP/Ritzau Scanpix
Kilder fortæller til Bloomberg, at Morgan Stanley vil nedlægge omkring 3000 stillinger. | Foto: Aaronp/AP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley har planer om at fyre omkring 3000 medarbejdere.

Det fortæller kilder med viden om fyringerne til mediet Bloomberg.

Antallet svarer ifølge Bloomberg til omtrent 5 pct. af virksomhedens globale arbejdskraft. Det er eksklusive finansielle rådgivere og deres underordnede.

Det er blot få måneder siden, at Morgan Stanley nedlagde 2 pct. af sin arbejdskraft.

En række af de største banker på Wall Street har leveret, hvad der ifølge Bloomberg bliver betegnet som skuffende resultater for første kvartal.

Det skyldes blandt andet mindre indtjening inden for rådgivning i forbindelse med køb og salg af virksomheder.

Selskabets adm. direktør, James Gorman, sagde i april, at han ikke forventede, at indtjeningen på dette område ville komme tilbage på normalt niveau før anden halvdel af i år eller i 2024.

Sådan lød det ifølge Bloomberg også for nylig fra topchefen i investeringsbanken Lazard, der i sidste uge sagde, at man vil nedlægge 10 pct. af sin arbejdskraft.

En anden investeringsbank, Goldman Sachs, offentliggjorde i januar en fyringsrunde på 3200 stillinger.

Den adm. direktør for banken Citigroup, Jane Fraser, indikerede ifølge Bloomberg også for nylig, at nedskæringer kunne være på vej.

”Ligesom enhver anden institution laver man justeringer omkring kapaciteten, men vi spiller det lange spil indenfor investering,” fortalte hun Bloomberg.

De mange nedskæringer kommer efter coronapandemien, hvor bankerne over en bred kam ifølge Bloomberg var tilbageholdne med at fyre medarbejdere for at sikre stabilitet.

Tilbageholdenheden fortsatte, da der kom gang i forretningen efter coronapandemien.

Men i de seneste måneder har stemningen i økonomien ændret sig og medført fyringer atter engang.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også