UBS-kunder satte flere penge ind end ventet i skuffende kvartal

Både indtægterne og overskuddet hos UBS blev mindre i første kvartal, end analytikerne havde ventet.
UBS er på vej til at vokse med overtagelsen af Credit Suisse. | Foto: Denis Balibouse/Reuters/Ritzau Scanpix
UBS er på vej til at vokse med overtagelsen af Credit Suisse. | Foto: Denis Balibouse/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Den schweiziske storbank UBS kom noget værre ud af første kvartal, end analytikerne havde regnet med, da højere driftsomkostninger fra blandt andet en større hensættelse til en retssag i USA gør indhug i overskuddet.

I årets tre første måneder øgedes omfanget af gebyrskabende aktiver i UBS - et udtryk for, om kunderne sætter nye penge ind til investering eller trækker dem ud.

De løb i første kvartal op i 19,7 mia. dollar, hvor analytikerne ifølge konsensusestimater indsamlet af Bloomberg News havde ventet 17,67 mia. dollar.

Resten af UBS’ regnskab er imidlertid skuffende læsning for investorerne.

Samlet havde den schweiziske investeringsbank indtægter for 8,74 mia. dollar i perioden mod ventet 8,96 mia. dollar.

Selv om handelsindtægterne i første kvartal bidrog med mere end ventet, trak lavere end ventede rente- og gebyrindtægter i anden retning.

Samlet landede driftsomkostninger på 7,21 mia. dollar, svarende til en stigning på 18,5 pct., mod ventet 6,54 mia. dollar. UBS har i første kvartal hensat yderligere 665 mio. dollar til en retssag i USA.

Justeret for hensættelsen var driftsindtægterne 1 pct. lavere end i samme periode for et år siden, skriver UBS i sit regnskab.

Overskuddet før skat svandt ind med 45 pct. til 1,50 mia. dollar mod ventet 2,43 mia. dollar, og på bundlinjen stod et overskud på 1,03 mia. dollar mod konsensus på 1,86 mia. dollar.

Endvidere oplyser UBS i sit regnskab, at investeringsbanken venter sammenlægningen med Credit Suisse tilendebragt i andet kvartal i år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også