Bankernes indtjening faldt sidste år trods rentestigninger

De 15 største danske banker tjente sidste år 32,6 milliarder kroner. Det er et fald på 3,5 milliarder.
Foto: Pr/finans Danmark
Foto: Pr/finans Danmark

Selv om bankernes indtægter steg gevaldigt som resultat af rentestigninger sidste år, lykkedes det ikke at løfte den samlede indtjening.

Det fremgår af en opgørelse blandt de 15 største danske banker, som brancheorganisationen Finans Danmark står bag.

Sidste år tjente de sammenlagt 32,6 milliarder kroner. Det er 3,5 milliarder mindre end året før.

Den negative udvikling skyldes den uro, som i høj grad prægede de finansielle markeder sidste år, lyder det fra Finans Danmark.

Danske Banks indtjening var i 2022 stærkt medtaget af en ekstraordinær udgift på knap 14 milliarder kroner, som relaterer sig til den estiske hvidvasksag.

Den samlede indtjening blandt bankerne er korrigeret for denne udgift.

Fremadrettet forventer Ulrik Nødgaard, der er direktør i Finans Danmark, at de stigende renter vil være en hjælpende hånd til bankernes indtjening.

”Bankerne har tabt penge på indlån og placering af deres overskudslikviditet i de senere år med de negative renter.

Nu sker der en normalisering, hvor der også er en indtjening på indlån.

Det vil være en hjælpende hånd til bankernes indtjening, som fortsat ikke er prangende,” siger han i en pressemeddelelse.

Modsat banksektoren var 2022 for andre store danske selskaber et rekordernes år.

Det gjaldt blandt andet rederikoncernen A.P. Møller-Mærsk, der kunne præsentere Danmarkshistoriens største overskud.

Sidste år tjente koncernen mere end 200 milliarder kroner.

Det skyldtes primært helt særlige vilkår, som prægede shippingbranchen.

Fordi forbrugere har haft ekstra penge på lommen efter coronapandemien, har der været ekstra stor efterspørgsel efter at få fragtet varer rundt i verden.

Samtidig har der været lange ventetider i nogle havne. Det har gjort kapaciteten på fragtskibe endnu mere værdifuld.

Tilsammen har det drevet fragtraterne i vejret, og det kan Mærsk blandt andet lukrere på.

Modsat bankerne er der dog udsigt til et betragteligt fald i indtjeningen som konsekvens af faldende fragtrater i 2023.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også