Sveriges centralbank laver ny stor renteforhøjelse

Det var helt på linje med forventningen blandt økonomer, at Riksbanken hæver renten til 2,5 pct.
Den svenske centralbank har hævet renten med 0,75 procentpoint. | Foto: Miriam Dalsgaard/ritzau Scanpix
Den svenske centralbank har hævet renten med 0,75 procentpoint. | Foto: Miriam Dalsgaard/ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Sveriges centralbank, Riksbanken, hæver efter dagens rentemøde helt som ventet styringsrenten med 75 basispoint til 2,5 pct., hvilket sker som reaktion på den høje inflation.

”Inflationen er stadig alt for høj, og den underminerer købekræften for mange, og gør det svært for husholdninger og virksomheder at planlægge sine økonomier. Prognosen viser, at styringsrenten højest sandsynligt skal hæves yderligere i begyndelsen af næste år, så den bliver lige under 3 pct.,” skriver Riksbanken i en kommentar.

Inflationen i Sverige blev i oktober opgjort til 9,3 pct. på årsbasis, mens kerneinflationen lød på 7,9 pct. Renten øges for at slå inflationen ned, men det vil også have konsekvenser for økonomien.

”Riksbankens renteforhøjelse vil kunne mærkes i den meget rentefølsomme svenske økonomi. Særligt boligmarkeder vil blive ramt på et tidspunkt, hvor både priser og antal handler i forvejen falder mærkbart. Den svenske økonomi går derfor også en udfordret tid i møde, hvor en egentlig recession desværre ikke kan udelukkes,” skriver Kristian Skriver, som er seniorøkonom hos Dansk Erhverv.

Det vil ifølge seniorøkonomen også have en betydning for Danmark, da Sverige er Danmarks tredjestørste eksportmarked med en årlig eksport på over 125 mia. kr. Derudover er 71.000 jobs tilknyttet eksporten til Sverige.

Riksbanken opfordrer svenske banker til at holde udbytter i bund

Tre økonomer deler Nobels økonomipris fra Riksbanken

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også