Ukrainske statsbanker er ramt af hackerangreb

Ifølge Ukraine kan det ikke udelukkes, at Rusland står bag et hackerangreb mod ukrainske hjemmesider tirsdag.
Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
AF RITZAU

En række hjemmesider tilhørende Ukraines forsvarsministerium, landets væbnede styrker og to statslige banker er tirsdag ramt af hackerangreb.

Det oplyser Ukraines kommunikationstilsyn i en udtalelse.

Det lyder desuden, at angrebet vurderes at kunne være russisk.

”Det kan ikke udelukkes, at den angribende part er begyndt på beskidte tricks,” skriver tilsynet i en udtalelse med henvisning til Rusland.

Hackerangrebet kommer, på et tidspunkt hvor særligt Vesten frygter en potentiel russisk invasion af Ukraine.

Rusland har opmarcheret over 100.000 soldater ved den ukrainske grænse. Den russiske hær har desuden udført militærøvelser i området.

De to statslige banker, der tirsdag er ramt, er Oschadbank og Privat24. Det er to af Ukraines største økonomiske institutioner.

På det ukrainske forsvarsministeriums hjemmeside er man tirsdag blevet mødt af en fejlmelding og en besked om, at siden ”gennemgår teknisk vedligeholdelse”. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Privat24 er blevet ramt af ”et omfattende DDoS-angreb”. DDoS står for distributed denial of service. Det betegner et hackerangreb, hvor gerningsmændene overbelaster en hjemmesides server.

Tirsdagens hackerangreb kommer, en måned efter at et andet angreb ramte en række hjemmesider tilhørende Ukraines regering.

Forsvarsalliancen Nato besvarede dengang angrebet ved at annoncere en aftale om styrket cyber-samarbejde med Ukraine.

”I de kommende dage vil Nato og Ukraine underskrive en aftale om styrket cyber-samarbejde - herunder ukrainsk adgang til Natos fælles platform om information om malware,” sagde generalsekretær Jens Stoltenberg i en udtalelse i januar.

Malware er en fælles betegnelse for en slags computerprogrammer. De er designet til at inficere eller overtage andre computere eller netværk.

Investorer søger ly i kontanter

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også