Fire mænd sigtet for millionsvindel af banker

En række banker er blevet bedraget for mere end 14 millioner kroner, mener politiet, der har rejst sigtelser.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Fire mænd på mellem 25 og 35 år er blevet sigtet for at have svindlet for mere end 14 millioner kroner.

Bedrageriet er ifølge Københavns Politi sket, da mændene har optaget billån på baggrund af kopierede registreringsattester, falske løn- og skatteoplysninger samt falske slutsedler.

Mændene har fundet frem til adskillige brugte biler til salg på det danske marked og har formået at tage billeder af registreringsattesten uden at købe bilen.

Derefter har de optaget lån i bilen, forklarer vicepolitiinspektør Peter Reisz, der er leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet i Københavns Politi.

"De har fundet frem til bilerne via private salg over Den Blå Avis eller andre steder, hvor man reklamerer med salg af biler. Når de så er ude hos sælger, får de forstyrret vedkommende og taget billeder af registreringsattesten," siger han.

Med billedet i hånden har de alle bilens oplysninger, og politiets teori er, at de fire mænd har brugt oplysningerne til at optage billån hos en række banker. Det har de gjort online via låneansøgninger.

Når gerningsmændene har fået bevilget lånene, er pengene blevet indsat på konti, der tilhører såkaldte muldyr. Muldyrene har efterfølgende hævet pengene.

Med muldyr forstås personer, som hjælper bagmændene med at få fingre i pengene, så bagmændene ikke selv får efterladt for eksempel digitale spor.

"Vi mener, at de fire sigtede står bag særdeles alvorligt og systematisk bedrageri – men de implicerede muldyr kan også regne med at blive sigtet for medvirken til bedrageri eller hæleri," siger Peter Reisz.

Han opfordrer personer, der har en brugt bil til salg, til at være opmærksom på mistænkelig adfærd hos en mulig køber.

"En køber skal ikke fotografere registreringsattesten eller få overdraget attesten, før bilen er solgt. For sælger kan ende med at sidde med en bil, der bliver optaget gæld i uden sælgers vidende," siger Peter Reisz.

De fire mænd blev anholdt onsdag, men bliver ikke fremstillet i grundlovsforhør. De vil derfor blive løsladt efter afhøring. Det er uvist, hvordan de forholder sig til sigtelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også