Frisk Handel og andre selskaber spredte tåge over milliarder

Selskaber i sag om hvidvask af 30 milliarder var forbundet i et spindelvæv, mener anklager i Bagmandspolitiet.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
af ritzau

Et foto fra Google Maps af en turistbutik på De Britiske Jomfruøer indgår i en af rapporter, som Bagmandspolitiet har lavet under efterforskningen af påstået hvidvask af i alt 30 milliarder kroner.

Det kommer frem under et retsmøde sent torsdag i Københavns Byret, hvor en litauisk kvinde kræves varetægtsfængslet i sagen.

I turistbutikken på Main Street i en by på øerne var 147 forskellige selskaber registreret.

Blandt dem selskabet Afford Asia, som angiveligt har handlet med et af de danske kommanditselskaber, der udgør kernen i hvidvasksagen.

Ligesom de mistænkelige danske kommanditselskaber var Afford Asia kunde i Danske Banks nu lukkede filial i Estland. I alt 11,7 milliarder kroner strøg gennem kontoen hos Danske Bank.

Det oplyser senioranklager Rasmus Maar Hansen, da han i retsmødet gennemgår en del af efterforskningen.

"Man kan se forgreninger til en række selskaber, og de selskaber, der handles med, er forbundet i et spindelvæv," bemærker senioranklageren om politiets opfattelse.

Et af de 42 kommanditselskaber hed Frisk Handel. I løbet af kort tid havde flere personer fuldmagt i selskabet. Først en russisk kvinde, dernæst en ukrainsk mand og så en ældre russisk mand i Moskva. Mens direktøren i Danmark ifølge politiet var indsat som stråmand.

Frisk Handels ejere var registreret på Cypern og Seychellerne.

Ifølge politiet er der et klart mønster:

"Det er ifølge vores opfattelse proforma, det der foregår i kommanditselskabet," bemærker senioranklageren.

Meningen med kommanditselskabernes transaktioner var ifølge politiet at sprede en tåge over, hvor pengene oprindeligt stammer fra - og havde intet med reelle forretninger at gøre.

Et selskaberne - Strand Handel K/S - havde i et enkelt år ind- og udgående transaktioner på kontoen i Danske Bank på, hvad der svarer til 2,7 milliarder kroner, oplyses. Overskuddet var beskedent - 174 kroner.

Det svirrer med tal, og nogle gange blev der ifølge politiet også sjusket påfaldende meget. I selskabet Umbrella K/S var balancen ifølge en årsrapport på dansk 1.035.000 euro, men i den engelske udgave var præcis det samme beløb opført i kroner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også